EU-Kommissionen ser ingen fremskridt i Polen og Ungarn

EU-Kommission lægger op til hård kurs over for Polen og Ungarn. Kommissær ser ingen fremskridt for retsstaten.
EU har længe kritiseret Ungarn og Polen for blandt andet at udholde retssikkerheden. | Foto: Thomas Borberg
EU har længe kritiseret Ungarn og Polen for blandt andet at udholde retssikkerheden. | Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

I lang tid behandlede EU-Kommissionen retsstatsprincippet lidt ligesom karakteren Voldemort fra Harry Potter-bøgerne. Det var ikke noget, man talte højt om.

Sådan lød det spøgefuldt i EU-Parlamentet tirsdag. Her var der dog også bred anerkendelse af EU-Kommissionen for at have indledt en procedure, der kan betyde, at Ungarn fratages EU-midler, fordi landet ikke lever op til EU’s retsstatsprincipper.

Proceduren er et forsøg på at lægge politisk pres på Ungarn, siger EU-kommissær for retlige anliggender Didier Reynders. Han erkender dog samtidig, at det indtil videre ikke har virket.

”Vi ser ingen tegn på en positiv udvikling i Ungarn og Polen,” siger Didier Reynders.

EU-Kommissionen har indledt en procedure om traktatbrud mod både Ungarn og Polen for brud på LGBT-personers grundlæggende rettigheder. Derudover kritiseres Polen for ikke at leve op til krav om retsvæsnets uafhængighed. Og Ungarn får kritik for korruption.

Ungarn har ifølge proceduren to måneder til at svare, og sagen ventes at blive taget op på et rådsmøde den 23. maj.

Tirsdag var tonen dog trodsig fra Viktor Orbáns partikollega Balázs Hidvéghi, der er medlem af EU-Parlamentet for Orbáns parti, Fidesz.

”Ungarn har lidt under undertrykkelsen fra Sovjetunionen. Nu står vi over for en postmoderne heksejagt fra EU,” siger Balázs Hidvéghi.

Han fastslår, at Ungarn selv vil have lov at bestemme over sine egne love og grænser. Det gælder både i forhold til, om personer er flygtninge eller økonomiske migranter. Og i forhold til hvad børn skal lære i skolen.

Det sidste er ildevarslende, fordi Ungarn har fået hård kritik for en lov, der forbyder eller begrænser adgangen til indhold, der kan fremme eller portrættere det, der kaldes ”afvigelse fra egen identitet”. Det kan ifølge loven være homoseksualitet.

I debatten står Orbáns partikollega dog fast på, at ægteskab i Ungarn er noget, der foregår mellem ”en mand og en kvinde”. Og det skal EU ikke lave om på.

Også Joachim Brudzinski fra det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed kom med et vredt indlæg mod EU-kommissæren. Efter Brudzińskis mening går EU langt over stregen, på et tidspunkt hvor Polen spiller en afgørende rolle i forbindelse med krigen i Ukraine.

”Polen har taget imod mere end to millioner flygtninge fra Ukraine. Vi har sagt nej til den russisk gasrørledning, mens andre EU-lande fortsætter med at købe energi af Rusland. De lande, der fortsætter med at købe energi af Rusland, har blod på jeres hænder,” lød det fra Joachim Brudziński.

EU-Domstolen afviser polsk og ungarsk udfordring af EU-lov

EU vil forbedre retsområdet ved at gøre det mere digitalt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også