EU klar med nye sanktioner mod Rusland

EU har vedtaget en fjerde sanktionspakke mod Rusland. De nye sanktioner rammer blandt andet Ruslands militærindustri, stålindustri og energisektor. Også luksusvarer rammes.
EU er klar med en fjerde pakke af sanktioner mod Rusland efter landets invasion af Ukraine. | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
EU er klar med en fjerde pakke af sanktioner mod Rusland efter landets invasion af Ukraine. | Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mens krigen i Ukraine går ind i sin 19. dag, har EU vedtaget en fjerde runde af sanktioner mod Rusland. Det oplyser EU-Kommissionen.

De nye sanktioner er målrettet blandt andet Ruslands militærindustri, stålindustri samt nye investeringer i russisk energi.

Derudover indfører EU et forbud mod at eksportere luksusvarer som dyre biler og smykker fra EU for at ramme Ruslands elite.

Samtidig udvides kredsen af oligarker og selskaber med kontakter til Kreml, der omfattes af sanktioner.

”EU-Kommissionen hilser dagens aftale om en fjerde pakke af sanktioner mod Rusland velkommen i lyset af Ruslands brutale aggression mod Ukraine og dets befolkning,” hedder det i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen.

EU og medlemmer af verdenshandelsorganisationen WTO er desuden enige om, at varer fra Rusland ikke længere skal have de fordele, der kommer med Ruslands hidtidige status i WTO.

Det kan ifølge Reuters åbne for indførelse af straftold på russiske varer og vil sidestille Rusland med lande som Nordkorea og Iran.

”Disse sanktioner vil yderligere øge det økonomiske pres på Kreml og skade Ruslands evne til at finansiere invasionen af Ukraine.”

”Sanktionerne er blevet koordineret med internationale partnere, især USA,” hedder det i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen.

Sanktionspakken betyder også, at der indføres et forbud mod, at kreditbureauer i EU kreditvurderer russiske klienter. Det skal ifølge EU-Kommissionen afskære russiske klienter yderligere fra EU’s finansielle markeder.

I forvejen har EU og en række lande som USA, Storbritannien og Canada indført sanktioner, der indefryser store dele af Ruslands centralbanks valutareserver i udlandet og holder Rusland ude af internationale betalingssystemer.

Der er også blevet indført forbud mod eksport af vigtige komponenter og reservedele, så Rusland ikke kan opgradere olieraffinaderier, udbygge højteknologiske sektorer eller vedligeholde fly, der er købt i Vesten. Tre fjerdedele af Ruslands kommercielle fly er produceret i Vesten.

Sanktionerne har allerede gjort så dybt indhug i Ruslands økonomi, at det nu er et åbent spørgsmål, om Rusland kan og vil betale sine lån tilbage i dollar. Det kommer der en indikation på onsdag i denne uge.

Her skal Rusland ifølge Financial Times betale 117 millioner dollar i rente på to af landets lån.

Danske advokater og revisorer dumper russiske kunder

Advokatfirmaer tilbyder hjælp til ukrainske flygtninge

Flere britiske advokatfirmaer forlader Moskva

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også