AdvokatWatch

Presset britisk retssystem forsinker sag om hvidvask via Danske Bank

I mere end et år har bagmandspolitiet ventet på en afgørelse fra England, hvor retssystemet ifølge engelske medier er på randen af kollaps.

Sag om hvidvask gennem Danske Banks filial i Estland trækker ud på grund af stort pres på det britiske retssystem. | Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/REUTERS / X04292

Det trækker ud med bagmandspolitiets afgørelse i en sag om hvidvask af milliarder af kroner gennem Danske Banks filial i Estland.

En kvinde på 47 år har siddet varetægtsfængslet siden maj. Hun sigtes for at have kanaliseret 30 milliarder kroner gennem den nu lukkede filial i Estland fra selskaber med adresse i Danmark.

De enorme pengestrømme fandt sted fra december 2008 og frem til marts 2016, hedder det i sigtelsen, som er blevet læst op i et åbent retsmøde i Københavns Byret.

Den påståede forbrydelse skal være sket i forening med to andre, mener Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kaldet bagmandspolitiet.

Den ene, en dansk gift kvinde med russisk baggrund, befinder sig i England.

Men efterhånden har den danske anklagemyndighed i mere end et år ventet på svar på en begæring om udlevering af hende til Danmark.

Og før det sker, kan en beslutning om tiltale mod den varetægtsfængslede kvinde i Danmark ikke træffes, forklarer senioranklager Rasmus Maar Hansen.

"Vi har ikke fået alt bevismateriale i sagen, og vi har ikke fået udleveret den hovedmistænkte," siger han.

Et retssystem på randen af kollaps

Processen i England har været langsommelig. Et retsmøde i september sidste år blev aflyst og udsat til december. Afgørelsen om udlevering faldt i januar i år. Kvinden appellerede til en højere instans. Men et retsmøde i dette efterår blev aflyst.

De britiske medier har rapporteret om et retssystem i England og Wales på randen af et kollaps.

National Audit Office, som svarer til Rigsrevisionen, berettede i oktober om enorme bunker af straffesager, som afventer en afgørelse. Advokaternes forening har ifølge Financial Times talt om et straffesystem "på bristepunktet".

Andre har påpeget en mangel på dommere, anklagere, forsvarere og retspersonale.

I sidste måned skrev Financial Times, at der er ventetider ved retssystemet helt ind i 2023.

"Til trods for et forsøg på at øge kapaciteten hos domstolene vil efterslæbet være et problem mange år endnu," sagde Gareth Davies, chef for den britiske kontrolmyndighed NAO, til Financial Times.

Ifølge NOA vil antallet af sager ved retterne være 17-27 pct. højere end før coronakrisen i hvert fald frem til slutningen af 2024.

Kvinde nægter sig skyldig

Den fængslede kvinde, der sidder i Vestre Fængsel, blev oprindeligt sigtet i oktober 2019. På det tidspunkt var hun centrum i en anden hvidvasksag.

I milliardsagen mener bagmandspolitiet, at hun og den russiske kvinde i København har leveret den service, som gjorde hvidvask af det enorme omfang mulig. Det skal være sket i firmaerne Cph Consulting Aps. og Dan Consulting Aps.

Nu har varetægtsfængslingen stået på i mere end et halvt år uden en afklaring. Hendes forsvarer er advokat Michael Juul Eriksen. Han oplyser, at han har bedt retten om at fastsætte en frist til anklagemyndigheden.

I et retsmøde i maj nægtede hun sig skyldig.

Pres på britisk retssystem skaber sagskøer frem til 2023

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Kammeradvokatens topchef Jens Bødtcher-Hansen håber på ro omkring den ombruste kammeradvokatordning, sagde han i ugens løb. Derudover bød ugen på historier om blandt andet udfordringer med at få møderet for landsret.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier