Topadvokater i Washington vil have Trump fjernet

Bestyrelsen i det internationale advokatfirma Crowell & Moring med hovedkontor i Washington, D.C. har underskrevet en erklæring, hvor de advokerer for, at man gør brug af forfatningens 25. artikel for at fjerne den amerikanske præsident Donald Trump fra posten.
Selv om Trump står til at forlade Det Hvide Hus om mindre end to uger, efter Joe Biden blev valgt som den næste præsident, går det ikke at vente med at få en ny leder til magten, lyder opråbet fra advokaterne.
Opfordringen kommer, efter Kongressen i Washington D.C. onsdag blev stormet af hundredvis af Trump-tilhængere. Den 25. tilføjelse i USA's forfatning kan bruges til at afsætte en præsident, som ikke kan varetage opgaven.
På forsiden af advokatfirmaets hjemmeside kan man læse erklæringen, som ledelsen af advokatfirmaet står bag, hvor de skriver, at præsidenten er en trussel for demokratiet.
"Advokater har ikke noget særligt gebet, når det kommer til politik. Vi har vores synspunkter, lige som alle andre borgere, og vi bør handle på dem. Men når det kommer til at beskytte forfatningen og vores retssystem, så har vi en særlig pligt og et ekstraordinært perspektiv. Vi er nødt til at tage bladet fra munden for at tage vare på vores nations fundamentale principper," fremgår det af erklæringen.
Ifølge nichemediet Law.com har Crowell & Morings bestyrelsesformand Philip Inglima sagt, at han vil kontakte så mange ledere af andre advokatfirmaer som muligt for at bede om støtte.
Ifølge mediet har flere advokater advokeret for at fjerne Trump, men opråbet fra Crowell, der beskæftiger omkring 550 advokater, er angiveligt et af de første, der kommer fra ledelsen af et stort advokatfirma.