Demokraters håb om at udsætte dommerudnævnelse svinder

Senatet skal godkende præsidentens højesteretskandidat, og mandag fik Trump opbakning fra to nøglesenatorer.
USA's præsident, Donald Trump, er snart klar til at pege på ny højesteretsdommer, efter den 87-årige højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg døde fredag i sidste uge. | Foto: MANDEL NGAN/AFP / AFP
USA's præsident, Donald Trump, er snart klar til at pege på ny højesteretsdommer, efter den 87-årige højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg døde fredag i sidste uge. | Foto: MANDEL NGAN/AFP / AFP
AF RITZAU

Det Demokratiske Parti har gjort det klart, at det ønsker, at udpegningen af en ny amerikansk højesteretsdommer skal vente til efter præsidentvalget i november.

Men mandag lokal tid led partiets forhåbninger om, at Senatet kan forpurre præsident Donald Trumps forsøg på hurtigt at få udpeget en kandidat et knæk.

Her signalerede to republikanske senatorer - Chuck Grassley og Cory Gardner - nemlig, at de støtter en hurtig nominering af en kandidat, som Trump ventes at indstille lørdag.

Dommer Ruth Bader Ginsburg døde sidste uge. Derfor er der en plads ledig i USA's Højesteret.

To andre republikanske senatorer har allerede tilkendegivet, at de er imod, at Senatet går videre med en Trump-udpeget kandidat inden valget.

Men det vil kræve, at mindst fire republikanske senatorer går imod partilinjen, hvis Demokraterne skal lykkes med at blokere for en kandidat. Det skyldes, at Republikanerne har et flertal på 53-47 i Senatet.

Her havde flere peget på, at Cory Gardner - som står over for en hård kamp om genvalg i Colorado - kunne være en af dem, der ville gå imod Trump.

Men det er der ikke meget, der tyder på, efter at han natten til tirsdag kom med en udtalelse.

"Jeg vil fortsat støtte nominerede, der vil beskytte forfatningen, ikke bruger deres position aktivistisk og værner om loven," siger Gardner.

"Skulle der komme en kvalificeret nomineret, som lever op til disse kriterier, vil jeg stemme for."

Lykkes det Trump at få en kandidat udpeget, vil det betyde, at i alt seks af domstolens ni dommere vil tilhøre den konservative fløj i USA.

Højesteretten i USA har indflydelse på en række områder, blandt andet abort, våbenrettigheder, adgang til at stemme, præsidentens beføjelser og dødsstraf.

Et andet af Demokraternes håb blandt de republikanske senatorer er Mitt Romney, som tidligere har været på kant med Trump.

Han undveg mandag at svare på spørgsmål om sin støtte.

"Før jeg kan komme med en kommentar, skal jeg mødes med mine kolleger, hvilket jeg vil gøre i morgen," siger Romney, der er i 2012 var præsidentkandidat for partiet.

Trump vil pege på kandidat til Højesteret før ugens udgang

USA's ældste højesteretsdommer død af kræft

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også