DLA Piper bistår i amerikanske Weworks indtog i København

Udbyderen af kontorfællesskaber åbner 7500 kvm fælleskontor i Kødbyen i København. To danske advokatfirmaer har ageret rådgivere.(Opdateret)
Weworks hovedkvarter i New York. | Foto: PR.
Weworks hovedkvarter i New York. | Foto: PR.

Den globale udbyder af kontorfællesskaber Wework åbner 7500 kvm i København midt i 2020. Der er tale om Skelbækgade 2 og 4 i Kødbyen.

Kontorudlejeren indtog i Danmark sker i samarbejde med Invest In Denmark og Copenhagen Capacity.

Erhvervsmægleren CBRE og advokatselskabet DLA Piper har ageret rådgivere i sagen, skriver Wework i en pressemeddelelse.

"Med vores første lokation i København stræber vi efter at forbinde danske virksomheder med nye forretningsforbindelser, kollegaer og ligesindede fra hele verden og lette markedsadgangen for virksomheder i og fra Danmark," udtaler Wybo Wijnbergen, direktør for Wework i Nordeuropa, i pressemeddelelsen.

Advokatfirmaet Lundgrens har repræsenteret udlejer i kontraktforhandlingerne, oplyser firmaet.

Ejendommen på Vesterbro i København forvaltes af det danske selskab Fokus Asset Management.

"Vi er overbevist om, at denne aftale repræsenterer en stærk investering, der skaber værdi og lavere risiko for vores investorer. Vi glæder os til at samarbejde med Wework og opleve den positive udvikling, projektet kommer til at skabe for ejendommen og nærmiljøet," udtaler Tonny Nielsen, adm. direktør og partner hos Fokus Asset Management i meddelelsen.

Wework udbyder kontorer til 466.000 medlemsvirksomheder på verdensplan, har over 285 lokaler i 105 byer i 28 lande. Selskabet er grundlagt i New York i 2010.

Hos Invest In Denmark, der er en del af Udenrigsministeriet med det formål at få virksomheder til Danmark, er der tilfredshed med den nye aftale.

"At Wework åbner i København betyder, at danske virksomheder og iværksættere i højere grad bliver forbundet med mulige globale forretningsforbindelser, og at tilgængeligheden for fleksible og topmoderne kontorpladser stiger," udtaler Mikkel Hagen Hess, direktør for Nordamerika hos Invest in Denmark, i meddelelsen.

(Artikel er opdateret 4. juni med yderligere rådgiver.)

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EjendomsWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu