Flere retssager øger Novo Nordisks udgifter til retslige forpligtelser

Koncernfinansdirektør Karsten Munk Knudsen ønsker ikke at forklare, hvorfor Novo Nordisk står med behov for at øge udgifterne til selskabets retssager.
Koncernfinansdirektør i Novo Nordisk, Karsten Munk Knudsen, sætter nu flere penge af til at dække selskabets stigende omkostninger til retssager mod virksomheden. | Foto: Novo Nordisk / Pr
Koncernfinansdirektør i Novo Nordisk, Karsten Munk Knudsen, sætter nu flere penge af til at dække selskabets stigende omkostninger til retssager mod virksomheden. | Foto: Novo Nordisk / Pr
af marketwire

Novo Nordisk har i andet kvartal løftet sine hensættelser til retslige forpligtelser, hvilket direkte nævnes i kvartalsregnskabet som en af årsagerne til stigende udgifter til salg- og markedsføring.

Præcis hvorfor hensættelserne er øget, vil koncernfinansdirektør Karsten Munk Knudsen ikke komme ind på, men der er tale om en samlet vurdering baseret på de retssager, Novo Nordisk er involveret i.

”Det er stående procedure, at vi hvert kvartal vurderer vores portefølje af igangværende retstvister og ser vores eksponering og opdaterer vores hensættelser til retslige forpligtelser. Nogle gange går nogle hensættelser op, andre gange ned. Det, vi siger, er, at vi har øget vores hensættelser baseret på det nuværende stadie i de igangværende retstvister, som er detaljeret beskrevet blandt andet i vores årsrapport,” sagde Karsten Munk Knudsen torsdag på en telekonference for analytikere.

Han ønsker ikke at uddybe yderligere.

Tidligere i år kom det frem, at Californien har anlagt sag mod Novo Nordisk og et par konkurrenter for sætte prisen på insulin for højt.

Der er dog langt fra tale om den eneste retssag.

Af årsregnskabet fremgår det, at Novo Nordisk i øjeblikket forsvarer sig i 14 retssager, der relaterer sig til prissætningen af diabetesmidler.

Novo Nordisk har også haft en sag kørende siden 2016 med det amerikanske justitsministerium, der undersøger potentiel ulovlig markedsføring af blødermidlet Novoseven til områder, det ikke er godkendt til.

Blandt Novo Nordisks tvister er endvidere sager om et særligt program under den offentlige amerikanske sygesikring ved navn 340B, som Novo Nordisk og flere andre medicinalselskaber i 2021 valgte at tilbageholde rabatter til, da det indebar en risiko for, at medicinalselskaberne måtte yde rabatter ad to omgange. Retten til dette bestrides dog af myndighederne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter