Domstol skal bruge 38 dage på Bandidos-sag

Opløsningssag mod LTF tog 27 dage, men sag mod Bandidos bliver endnu mere omfattende.
Rockergruppen Bandidos forlanges opløst ved dom. Retten i Helsingør skal bruge 38 dage på at behandle sagen. | Foto: Roberto Pfeil
Rockergruppen Bandidos forlanges opløst ved dom. Retten i Helsingør skal bruge 38 dage på at behandle sagen. | Foto: Roberto Pfeil
Ritzau

Retten i Helsingør skal bruge 38 dage på at afgøre, hvorvidt rockergruppen Bandidos skal forbydes permanent, oplyser retspræsident Henrik Johnsen i en mail til Ritzau.

Ud fra antallet af retsdage at bedømme er materialet i sagen dermed mere omfangsrigt end retssagen om opløsning af banden Loyal To Familia (LTF), som blev indledt i februar 2019.

Dengang blev sagen behandlet over 27 dage, og der gik knap et år fra det første retsmøde i sagen, til der faldt dom i byretten. Sagen blev derefter behandlet i både Østre Landsret og Højesteret, og der faldt endelig dom i september 2021.

Retspræsident Henrik Johnsen oplyser til Ritzau, at der endnu ikke er afholdt et møde med anklagemyndigheden og advokat Michael Juul Eriksen, som repræsenterer Bandidos, og at der derfor ikke er fastlagt nogle datoer endnu.

Det er politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) som med bemyndigelse fra Rigsadvokaten og justitsministeren har efterforsket og rejst sagen mod Bandidos.

Politiinspektør i NSK Lasse Boje fortalte ved et pressemøde i NSK’s hovedkvarter i Ejby ved København onsdag, at politiets efterforskning af Bandidos har godtgjort, at der er tale om en forening, som har et ulovligt formål.

Grundloven sikrer retten til frit at danne foreninger, hvis altså der er tale om foreninger med lovlige formål. At opløse en forening er derfor et indgreb i en grundlæggende frihedsrettighed og kan kun ske via rettens vej.

I LTF-sagen vurderede Højesteret, at foreningen ikke havde et lovligt øjemed, og den blev derfor opløst.

Banden findes dog stadig, men det er strafbart at videreføre den - sådan hedder det på jurasprog. Det betyder blandt andet, at det er ulovligt at bære logoer og lignende med bandens kendetegn.

Og selv om sagen mod Bandidos end ikke er i rettens kalender endnu, så er rygmærker og andet, som må regnes som en videreførsel af Bandidos, allerede forbudt.

For NSK har nemlig med hjemmel i Grundloven udstedt et midlertidigt forbud, som gælder, indtil sagen er afgjort ved Retten i Helsingør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter