Shah gav amerikaner millioner for hjælp med skatterefusioner

Amerikanske Roger Lehman tjente 18 til 19 millioner dollar på at hjælpe Sanjay Shah med skatterefusioner.
Anklager Marie Tullin lagde ud med at udspørge Roger Lehman. Derefter fik Sanjay Shahs forsvarsadvokater mulighed for at stille spørgsmål. | Foto: Jens Dresling
Anklager Marie Tullin lagde ud med at udspørge Roger Lehman. Derefter fik Sanjay Shahs forsvarsadvokater mulighed for at stille spørgsmål. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Der var direkte forbindelse mellem Florida og Glostrup, da retssagen mod Sanjay Shah onsdag fortsatte.

Den 36-årige amerikaner Roger Lehman skulle nemlig – fra sin bopæl i USA – afgive vidneforklaring.

Lehman var fra 2013 til 2015 en del af det maskineri, som Shah og hans selskab Solo Capital stod bag, og som fik trukket adskillige milliarder op af den danske statskasse via uberettigede refusioner af udbytteskat.

Lehman har tidligere været sigtet, men anklagemyndigheden droppede sagen mod ham i april 2021.

Onsdag var han stået meget tidligt op for via video at blive udspurgt.

På den til tider meget ustabile forbindelse fortalte Lehman, at han i sommeren 2013 havde oprettet en amerikansk pensionsplan. Det var blandt andet via næsten 200 af dem, at Shah og hans selskab, Solo Capital, tog fusen på Skat.

Lehman fortalte, at han oprettede pensionsplanen efter møder med folk fra Solo Capital – herunder Sanjay Shah – der havde besøgt Lehman i New York.

De havde fortalt ham om det aktiehandelssystem, de havde udtænkt, og som blev brugt til at søge refusion af udbytteskat.

Har tjent mellem 18 og 19 millioner dollar

Marie Tullin ville derefter vide, om Lehman var blevet betalt for at oprette pensionsplanen. Det blev han først rådgivet til ikke at svare på af den danske advokat, der sad ved hans side i huset i Florida.

Men efter at have læst op fra en tidligere afhøring af Lehman erkendte amerikaneren, at han havde fået én million dollar, hvilket i dag svarer til lidt under syv millioner kroner.

”Jeg fik pengene for at få pensionsplanen ind i Solos handelsplatform og for at lave handler i flere år, ikke for at oprette pensionsplanen,” forklarede Roger Lehman.

Derfra tog det fart. Lehman blev en slags administrator af 49 amerikanske pensionsplaner og stod for udføre de aktiehandler, der blev brugt som dokumentation over for Skat i forbindelse med refusionerne af udbytteskat.

Alt, hvad Lehman gjorde, var dikteret af Shah eller Anthony Mark Patterson – som i Danmark er dømt for at have medvirket til det bedrageri, Shah er tiltalt for – lød det onsdag fra amerikaneren.

Marie Tullin ville så vide, hvad Lehman i alt havde fået af betaling fra Sanjay Shah eller Shahs selskaber for sit arbejde i forbindelse med skatterefusionerne.

Det kunne Lehman først ikke huske. Tullin læste så op fra en rapport fra en tidligere afhøring af Lehman, hvor amerikaneren havde sagt, at han havde tjent mellem 18 og 19 millioner dollar, eller 123 til 130 millioner kroner efter nuværende kurs.

Lehman bekræftede, at han havde sagt det, og at det lød rigtigt.

Sanjay Shah er tiltalt for bedrageri for ni milliarder kroner og forsøg på bedrageri for yderligere 553 millioner kroner. Han erkender, hvad der er sket, men nægter sig skyldig med den begrundelse, at han blot udnyttede et hul i skattelovgivningen.

Der er planlagt retsmøder i sagen mod Shah frem til juni 2025, men den ventes at kunne afsluttes før det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter