Anklagere kræver otte år og seks måneders fængsel i udbyttesag

Retten i Glostrup skal afgøre, om den normale strafferamme skal sprænges i sag om udbytteskat.
Anthony Mark Patterson er repræsenteret af advokaterne Martin Simonsen (tv.) og Henrik Stagetorn. | Foto: Liselotte Sabroe
Anthony Mark Patterson er repræsenteret af advokaterne Martin Simonsen (tv.) og Henrik Stagetorn. | Foto: Liselotte Sabroe
Af Ritzau

Anklagerne kræver en straf på fængsel i otte år og seks måneder til Anthony Mark Patterson, der har erkendt medvirken til milliardsvindel med udbytteskat.

Dermed skal den normale strafferamme på otte år sprænges, lyder kravet torsdag eftermiddag i Retten i Glostrup, hvor Patterson har valgt at aflægge tilståelse.

Samtidig skal der konfiskeres 100 millioner kroner. Patterson sagde tidligere torsdag, at det var det, han havde tjent på at medvirke til bedrageriet.

66 af de 100 millioner står allerede på en deponeringskonto i Skatteforvaltningens navn i Danske Bank.

Den britiske statsborger har indrømmet, at han medvirkede til at tømme statskassen for 8,4 milliarder kroner som en slags højre hånd for den formodede hovedmand, Sanjay Shah. Patterson erkender ligeledes forsøg på at suge yderligere 553 millioner kroner ud af den danske stat.

Oprindelig lød politiets tiltale mod Patterson på bedrageri for 8,9 milliarder kroner, men anklagemyndigheden har indvilget i at slække på beløbet, sådan at sagen kan afgøres hurtigt.

Det samme gør sig gældende angående konfiskationskravet. Her havde anklagemyndigheden lagt op til, at 134 millioner skulle inddrages.

”Tilståelsen giver en besparelse”

Anthony Mark Pattersons forsvarere mener, at deres klient skal idømmes en fængselsstraf på mellem seks et halvt og syv år.

Patterson har været varetægtsfængslet i Danmark siden sommeren 2023, og han havde længe nægtet sig skyldig, indtil det tidligere i februar kom frem, at han agtede at tilstå.

”Tilståelsen giver en besparelse, uanset hvor sent den kommer, lød det torsdag i retten fra Martin Simonsen,” der er en af Pattersons to forsvarsadvokater.

”Og hvem ved, om det store skridt, han har valgt at tage, kan inspirere andre til at tilstå.”

Inden dommeren meddelte, at der afsiges dom fredag klokken 10.15, havde Anthony Mark Patterson fået det sidste ord.

”Jeg fortryder inderligt, at jeg har været involveret i denne handelsstrategi i så lang tid. I bagklogskabens lys vil jeg ønske, jeg havde handlet anderledes,” lød det fra den 52-årige brite, der fredag formiddag får sin skæbne afgjort.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter