LTF-tiltalt får ret til frit at vælge forsvarsadvokat

Den Særlige Klageret har omgjort kendelse fra byret, som nægtede tiltalt i LTF-sag at få sin ønskede advokat.
11 mænd er tiltalt for at videreføre banden Loyal To Familia (LTF), som i efteråret 2021 blev forbudt ved dom af Højesteret. | Foto: Jonas Olufson
11 mænd er tiltalt for at videreføre banden Loyal To Familia (LTF), som i efteråret 2021 blev forbudt ved dom af Højesteret. | Foto: Jonas Olufson
Af Ritzau

Fordi en politimand skulle på ferie og dermed ikke kunne møde i retten som ønsket, blev en mand i første omgang nægtet at vælge den forsvarsadvokat, han ønskede.

Men afvisningen var ikke efter bogen, og nu har Den Særlige Klageret, som blandt andet netop tager sig af den type klagesager, bestemt, at manden alligevel skal have beskikket den ønskede advokat.

I Danmark har man som tiltalt i udgangspunktet ret til frit at vælge, hvilken advokat man vil have til at forsvare sig i retten. Dog kan retten i særlige situationer fravige reglen, for eksempel hvis den ønskede forsvarer ikke har tid.

For straffesager skal også gennemføres inden for en rimelig tid, og hvis en tiltalts valg af forsvarer står i vejen for det hensyn, er det i orden, at retten siger ”nej”.

I 2018 gennemførte Folketinget en lovændring med det formål i højere grad at lægge vægt på at få sagen behandlet hurtigt frem for den tiltaltes ret til frit at vælge en forsvarer.

Efter nytår indleder Københavns Byret en straffesag, hvor 11 mænd er på anklagebænken. De er tiltalt for at videreføre banden Loyal To Familia (LTF), som i efteråret 2021 blev forbudt ved dom af Højesteret.

De 11 er anklaget for i marts 2022 at have medvirket på et gruppebillede taget på Blågårds Plads på Nørrebro i København, hvor der blandt andet blev vist LTF-håndtegn. Og samme aften deltog de i en middag på Restaurant Savana på Østerbro i København, som ifølge anklagemyndigheden var i regi af LTF.

Ved begge lejligheder blev der ifølge anklageskriftet udøvet vagtvirksomhed, som blandt andet gik ud på at advare hinanden om politiets tilstedeværelse.

Ved et såkaldt berammermøde i Københavns Byret i februar i år blev det bestemt, at sagen skal behandles over en række dage i januar og februar 2024. På tidspunktet for retsmødet havde endnu ikke alle tiltalte fået beskikket en forsvarsadvokat.

I maj 2023 beskikkede retten en af de forsvarere som allerede var en del af sagen som advokat for den tiltalte. Men i august bad manden om at blive repræsenteret af sin sædvanlige advokat, som han kendte fra tidligere sager. Det fik han nej til af Københavns Byret i september.

Den ønskede advokat havde ellers mulighed for at møde i retten på alle planlagte retsdage. Dog er advokaten optaget den 29. februar 2024, som retten havde berammet som en ekstra dag – i fald sagen skulle trække ud.

Efter berammermødet i januar viste det sig, at en politimand, som skal vidne i sagen, er bortrejst på den dag, han oprindelig var indkaldt. Byretten vurderede på den baggrund, at der var risiko for, at det ville betyde, at reservedagen skulle tages i brug.

Og da den ønskede advokat ikke havde mulighed for at møde i retten netop den dag, så afviste byretten at beskikke hende som advokat for den tiltalte.

Men – lyder det i Klagerettens kendelse – byretten burde have undersøgt muligheden for at finde en alternativ reservedag nøjere for at få klarlagt nøjagtig hvor stor en eventuel forsinkelse af sagen ville blive.

Det gjorde byretten ikke, og på den baggrund har Klageretten valgt at omgøre afgørelsen, så advokaten nu er beskikket for den pågældende tiltalte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter