Minister vil have opklaret årsag til mange fængslinger i Danmark

Danmark har langt flere langvarige varetægtsfængslinger end Sverige og Norge. 
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har i et svar til Folketingets retsudvalg skrevet, at han finder det "interessant at se på" grunden til den uens praksis. | Foto: Finn Frandsen
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har i et svar til Folketingets retsudvalg skrevet, at han finder det "interessant at se på" grunden til den uens praksis. | Foto: Finn Frandsen
Af Ritzau

Danmark ligger i front sammenlignet med de øvrige nordiske lande, når det gælder varetægtsfængslinger, og nu er Justitsministeriet i gang med at finde forklaringen.

Det oplyser ministeriet i en mail.

Først på sommeren skrev justitsminister Peter Hummelgaard (S) i et svar til Folketingets retsudvalg, at han finder det ”interessant at se på” grunden til den uens praksis.

I Justitsministeriet oplyses det, at man er ved at undersøge, ”hvad årsagerne er til forskelle i omfanget af varetægtsfængsling i Danmark sammenlignet med andre lande, herunder Norge og Sverige”.

En varetægtsfængslet person sidder indespærret uden at være blevet dømt.

Det skyldes for eksempel, at den sigtede ifølge retten kan tænkes at ville flygte. Eller at vedkommende vil ødelægge politiets opklaringsarbejde, hvis han er på fri fod.

I gennemsnit varede en varetægtsfængsling i Danmark 4,9 måneder i 2021. I Norge og Sverige kunne man klare sig med markant kortere tid – henholdsvis 3,4 måneder og 2,5 måneder.

Også andelen af ikke-dømte blandt de indsatte i fængsler og arresthuse er langt højere end i broderlandene.

Afviser at fængsle i flæng

I foråret og sommeren har emnet været diskuteret flere steder. Blandt debattørerne er advokat Thomas Brædder.

Ifølge ham kan en af forklaringerne være det tryk, der skabes, når politikere råber op om enkeltsager, hvor retssystemet ikke har været ”tough nok”, har han sagt til mediet K-News.

”Min fornemmelse er, at man hellere vil varetægtsfængsle én for meget end én for lidt,” har advokaten sagt.

”Hvis du kun risikerer skældud, hvis du ikke er hård nok, så er det mere opportunt at vælge den sikre og hårdeste tilgang: Kan vi varetægtsfængsle, så varetægtsfængsler vi,” har Thomas Brædder udtalt.

En dommer fra Retten i Odense, Henning Fuglsang Sørensen, har afvist påstande om, at dommerne varetægtsfængsler i flæng.

Han savner, at debatten foregår på et solidt, fagligt grundlag, har han sagt til K-News.

Den største del af skylden for de langvarige varetægtsfængslinger kan formentlig placeres hos domstolene og forsvarsadvokaterne. Det har Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder påpeget i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen.

I Justitsministeriet vil man ikke til Ritzau oplyse om tidshorisonten for undersøgelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter