Højesteret skal tage stilling til lukkede døre i sag om PET-lækage

Det bliver op til landets øverste domstol at afgøre, hvorvidt sag mod tidligere PET-ansat skal køre for åbne eller lukkede døre, hvilket sker på anmodning fra anklagemyndigheden. 
Højesteret skal nu vurdere spørgsmålet, efter Procesbevillingsnævnet har vendt tomlen op til anklagemyndighedens ønske. | Foto: Jens Dresling
Højesteret skal nu vurdere spørgsmålet, efter Procesbevillingsnævnet har vendt tomlen op til anklagemyndighedens ønske. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Rigsadvokaten har fået lov til at indbringe spørgsmålet om lukkede døre i sag mod tidligere PET-medarbejder om brud på sin tavshedspligt for Højesteret.

Advokat Jakob Lund Poulsen, som repræsenterer den tidligere PET-mand, bekræfter over for Ritzau, at Procesbevillingsnævnet har vendt tomlen op til anklagemyndighedens ønske om at få prøvet spørgsmålet ved landets øverste domstol.

PET-manden blev anholdt i samme ombæring som den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen. Det skete i december 2021.

Findsen er siden blevet tiltalt for at have videregivet strengt fortrolige oplysninger til blandt andet journalister og er i den forbindelse blandt andet tiltalt efter en bestemmelse i straffelovens kapitel om landsforræderi. Han nægter sig skyldig. 

Den 62-årige tidligere PET-mand har over for politiet tilkendegivet, at han vil tilstå, og i den forbindelse var der 9. februar berammet et retsmøde i Københavns Byret. 

Her var der udarbejdet en retsmødebegæring med de sigtelser, som manden forventedes at erkende. Det drejer sig om brud på tavshedspligten ved at røbe fortrolige oplysninger, men der er ikke rejst sigtelse efter den mere alvorlige landsforræderbestemmelse. 

To dage inden retsmødet bestemte Østre Landsret, at anklagemyndigheden ikke kunne få lov til at køre sagen i fuld lukkethed. Det havde byretten ellers tidligere sagt god for. 

Rigsadvokaten valgte på den baggrund at få sagen udsat, fordi man ville søge om særlig tilladelse til at få spørgsmålet om, hvorvidt sagen skulle køre for helt eller delvist lukkede døre, i Højesteret. 

Det er den afgørelse, som nu er truffet i Procesbevillingsnævnet, og Rigsadvokaten har altså fået et ”ja”.

Indtil videre står det hen i det uvisse, nøjagtig hvad den 62-årige tidligere PET-mand er sigtet for. I retsmødebegæringen, som en række medier har fået aktindsigt i, er det nemlig fjernet, hvilke oplysninger der er tale om, hvem de er givet til og hvornår.

Ifølge DR’s oplysninger skulle der være tale om oplysninger om den terrordømte Ahmed Samsams arbejde for efterretningstjenesterne. Samsam blev i 2017 anholdt i Spanien og året efter dømt for at tilslutte sig en terrorbevægelse på rejser i Syrien.

Fra anklagemyndighedens side har man sagt, at det er nødvendigt at afskære offentligheden fra at få oplysninger om sagen. Det handler om efterretningstjenesternes arbejdsmetoder og dermed om statens sikkerhed.

Rigsadvokaten har i forbindelse med ansøgningen hos Procesbevillingsnævnet skrevet til nævnet, at hvis ikke man får mulighed for at føre hele sagen for lukkede døre, så vil man formentlig være nødt til at opgive at føre sagen, da det ville indebære en for stor risiko for statens sikkerhed.

”Østre Landsrets kendelse kan efter Rigsadvokatens opfattelse indebære en sådan usikkerhed om rammerne for afviklingen af den konkrete straffesag, at det er tvivlsomt, om straffesagen overhovedet vil kunne gennemføres,” lyder det ifølge DR i Rigsadvokatens brev til nævnet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter