Danske Bank erklærer sig skyldig og betaler milliardbøde i hvidvasksag

Forlig med to amerikanske og en dansk myndighed betyder en samlet bødebetaling fra Danske Bank på 15,3 mia. kr. 
Danske Bank skal samlet betale bøder på 15,3 mia. kr. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Danske Bank skal samlet betale bøder på 15,3 mia. kr. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
af marketwire og astrid sturlason

Danske Bank har tirsdag erkendt sig skyldig i bedrageri og indgået et forlig med to amerikanske og en dansk myndighed, som betyder en samlet bødebetaling fra banken på 15,3 mia. kr.

Det fremgår af en børsmeddelelse fra Danske Bank tirsdag aften.

Danske Bank accepterer at betale to milliarder dollar i sagen om hvidvask og har indgået et endeligt forlig med det amerikanske justitsministerium, den amerikanske børsmyndighed og den danske National enhed for Særlig Kriminalitet, efter de tre myndigheder har undersøgt banken for fejl og forseelser vedrørende non-resident-porteføljen i bankens tidligere filial i Estland.

Forliget og bøderne afslutter dermed myndighedernes efterforskning af den store hvidvasksag, hvor Danske Banks filial i Estland gennemførte ulovlige overførsler for udenlandske kunder til udenlandske banker for milliarder af euro.

Forliget med de tre myndigheder dækker over en betaling på 1,2 mia. dollar til det amerikanske justitsministerium, et beløb på 178,6 mio. dollar til Securities and Exchange Commission, SEC, børstilsynet i USA, samt en bøde på 4,75 mia. kr. til NSK i Danmark.

”Danske Bank accepterer fuldt ud resultatet af undersøgelserne og undskylder uforbeholdent for de uacceptable fejl og forseelser, der er sket tidligere, og som på ingen måde hører hjemme hos Danske Bank i dag,” lyder det i meddelelsen.

Beløbet er dækket af tidligere hensættelser. I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal satte banken 14 mia. kr. af til hvidvasksagen relateret til filialen i Estland.

Det amerikanske justitsministerium bekræfter, at Danske Bank har erkendt sig skyldig og accepteret at betale milliardbøde.

”Danske Bank har i årevis løjet og bedraget amerikanske banker til at pumpe milliarder af dollars af mistænkelige og kriminelle midler gennem det amerikanske finanssystem. Derved tilsidesatte Danske Bank, den største bank i Danmark, bevidst amerikansk lovgivning, som den er udmærket bekendt med,” siger den amerikanske advokat Damian Williams ifølge meddelelsen.

En amerikansk distriktsdomstol skal tiltræde forliget med det amerikanske justitsministerium og foretage den endelige strafudmåling, mens SEC har anlagt et civilt søgsmål med det formål, at aftalen mellem børsmyndighederne og Danske Bank optages til endelig dom. 

Endelig vil Danske Bank i Københavns Byret på et senere tidspunkt erklære sig skyldig i tiltalen og acceptere bøden fra NSK.

Professor om Thomas Borgen-dom: Sagen faldt allerede ved første stop

Roskilde Bank-boss dømt til at betale 232 millioner i erstatning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter