Hovedmand i sagen om udbytteskat er anholdt i Dubai

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) siger, at han krydser fingre for, at Sanjay Shah kan flyves til Danmark.
Efter planen starter sagen mod Sanjay Shah ved Retten i Glostrup 4. oktober 2022. | Foto: Jens Dresling
Efter planen starter sagen mod Sanjay Shah ved Retten i Glostrup 4. oktober 2022. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Sanjay Shah, der er tiltalt i sagen om svindel med udbytteskat, er blevet anholdt i Dubai. Det oplyser Justitsministeriet fredag.

Anholdelsen er sket, efter at Danmark i marts indgik en aftale med De Forenede Arabiske Emirater om udlevering af personer til strafforfølgelse.

Shah er tiltalt for bedrageri af den danske statskasse for cirka 9,7 milliarder kroner.

Efter planen skal han stilles for Retten i Glostrup, som for længe siden har fastsat datoer på en række retsmøder.

Det første retsmøde skal efter planen finde sted 4. oktober 2022. I alt 60 gange skal retten træde sammen og behandle sagen mod Shah og Mark Patterson, der bor i England. Dommen ventes i foråret 2023.

Såvel byretten som landsretten har fundet, at der er grundlag for varetægtsfængsling af Shah in absentia, altså uden at han selv er til stede. Når han bringes til Danmark, skal han inden 24 timer fremstilles for retten.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) siger i en pressemeddelelse, at der nu skal foregå en retlig proces i de Forenede Arabiske Emirater. Ministeren siger, at han krydser fingre for, at Shah kan blive fløjet til Danmark.

”Jeg er en meget glad justitsminister,” lyder det.

I pressemeddelelsen er der også udtalelser fra to andre ministre. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) roser de danske diplomaters indsats og siger også tak til Emiraterne, som man har samarbejdet med siden 2015.

”Vi fortsætter den tætte dialog med myndighederne, i håb om at Sanjay Shah inden længe bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark,” siger Kofod.

Desuden udtrykker skatteminister Jeppe Bruus (S) håb om, at der er er taget et afgørende skridt videre i at få stillet de formodede bagmænd til ansvar i udbyttesagen.

Skatteordfører efter dom i udbytteslagsmål: ”Jeg så gerne, at Skat havde vundet”

Tysk domstol tager hul på udbyttesag mod formodet bagmand

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også