Lastbiler kører landet rundt med bødesager

Domstolene tager fat på digitalisering. Først kommer turen til skiftesager. Senere følger bødesager.
Retten i Odense er en af de fem domstole, som først begynder at behandle skiftesager i et nyt system. Stifteportalen skal være udbredt til hele landet i november, oplyser Domstolsstyrelsen. | Foto: Carsten Andreasen/IND
Retten i Odense er en af de fem domstole, som først begynder at behandle skiftesager i et nyt system. Stifteportalen skal være udbredt til hele landet i november, oplyser Domstolsstyrelsen. | Foto: Carsten Andreasen/IND
AF RITZAU

Næste sommer stopper den fysiske transport af bødesager fra politiet til landets byretter.

I dag triller lastbiler fra Holstebro, hvor Politiets Administrative Center holder til, ud med sagerne til alle landets 24 byretter, hvor dommere skal afsige dom.

Men med en digitalisering er det slut med lastbilernes mange kilometer på landevejene.

Det oplyser Domstolsstyrelsen i en pressemeddelelse mandag. Heri citeres it-direktøren for at sige, at nogle manuelle arbejdsgange i retsvæsenet med fordel kan digitaliseres.

”Et eksempel er retternes behandling af bødesager uden retsmøde. I dag fragtes de ubetalte bøder, som retterne derfor skal afsige dom i, fra Politiets Administrative Center i Holstebro med lastbil rundt til landets retter. Denne proces bliver digitaliseret med de nye systemer,” siger it-direktør Martin Wood.

Bødesagerne ventes at kunne blive behandlet digitalt fra juni 2023.

Fra det tidspunkt vil politiet overføre bødesager, hvor den tiltalte ikke har protesteret og ikke har betalt, til domstolenes nye system. Automatisk genereres et forslag til en dom. Og efter en kvalitetssikring skal en jurist tage stilling til, om der er grundlag for at afsige en dom, oplyser Domstolsstyrelsen.

Men allerede i november i år sker der en lignende omvæltning, når det gælder skiftesager.

Alle krav, fordringer og tilgodehavender til dødsboer skal anmeldes via Skifteportalen. Det betyder en forenkling af arbejdsgange, fremgår det af pressemeddelelsen, som omtaler forandringen som en milepæl.

Allerede fra september vil fem retter tage fat på det system. Det er byretterne i Hjørring, Holstebro, Odense, Roskilde og på Bornholm.

”Skifteportalen vil medføre en række fordele for advokater, professionelle kreditorer og debitorer samt for borgere, men også for sagsbehandlere i skifteretterne,” siger retspræsident Henrik Rhod fra Retten på Bornholm.

Årligt behandler domstolene mere end 70.000 skiftesager.

Dansk retssystem fanget i digitalt slæbespor – baltiske lande farer forbi

Domstolsstyrelsen opretter ny enhed til udvikling af it-systemer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også