Advokat og Venstre-politiker var modstander af rigsret: "Jeg tog fejl"

Med en baggrund i "300-400 straffesager" stemte advokat i Venstre mod rigsretssagen. Han erkender nu, at han tog fejl efter "krystalklar" dom.
"Der er ingen tvivl om, at sagen har været berettiget. Jeg må sige rent ud af posen: Jeg tog fejl," siger Preben Bang Henriksen (V) til Berlingske. | Foto: Philip Davali
"Der er ingen tvivl om, at sagen har været berettiget. Jeg må sige rent ud af posen: Jeg tog fejl," siger Preben Bang Henriksen (V) til Berlingske. | Foto: Philip Davali

Retsordfører Preben Bang Henriksen hørte til blandt ni i Venstres folketingsgruppe, der stemte imod en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg tilbage i januar.

Dengang troede han på frifindelse og har siden været en markant kritiker af Rigsretten, men nu erkender han over for Berlingske, at han har taget fejl.

"Det er en krystalklar dom. 25 dommere mod én taler sit tydelige sprog. Så de har vurderet beviserne helt anderledes, end jeg vurderede dem. Så der er ingen tvivl om, at sagen har været berettiget. Jeg må sige rent ud af posen: Jeg tog fejl," siger han til Berlingske.

Erkendelsen kommer, efter Rigsretten mandag idømte Inger Støjberg 60 dages fængsel i sagen om adskillelse af asylpar. Hun handlede forsætligt – altså bevidst, lød konklusionen fra dommerne.

Preben Bang Henriksen, der selv er advokat, har en fortid ved de danske domstole på 41 år. Han tvivlede dog på, at Støjberg ville blive dømt, da sagen ifølge ham ikke rummede tunge nok beviser til en dom.

"Der har jeg nok haft 300-400 straffesager, hvor regler om bevisbyrde og uskyldsformodning har været flittigt anvendt. Derfor kan det være, at jeg er lidt miljøbelastet," sagde han til Berlingske tilbage i januar, efter han var gået imod partilinjen.

Proceduren ved en straffesag, som rigsretssagen kan sammenlignes med, adskiller sig markant fra en kommissionsundersøgelse.

Derfor mente politikeren oprindeligt ikke, at Instrukskommissionens konklusion, der blev draget under en ikke-straffesag, ville holde under en straffesag.

Politikeren er dog ikke længere af den opfattelse, efter 13 højesteretsdommere og 12 civile dommere i går var enige om, at Inger Støjberg skulle dømmes.

Rigsrettens advokater indkasserer millioner på Støjberg-sag

Anklagere om fængselsstraf til Støjberg: En klar og rigtig dom 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også