Dommer vil fængsle briter i sag om bedrageri for en milliard

Bagmandspolitiet får medhold i sag om bedrageri for 1,1 milliard kroner. Tre mænd fængsles in absentia.
Retten i Glostrup har onsdag afsagt kendelse i et grundlovsforhør, som blev indledt torsdag i sidste uge. | Foto: Jens Dresling
Retten i Glostrup har onsdag afsagt kendelse i et grundlovsforhør, som blev indledt torsdag i sidste uge. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Tre britiske mænd varetægtsfængsles in absentia af dommer i Retten i Glostrup onsdag. De er tiltalt for bedrageri for en milliard kroner ved refusion af udbytteskat.

Den danske anklagemyndighed har ikke kunnet komme i kontakt med dem, og deres opholdssted er ukendt.

Heller ikke deres forsvarer har kunnet fortælle Bagmandspolitiet, hvor de tre befinder sig.

Tre andre mænd, der alle er amerikanske statsborgere, er tiltalt i samme sag. For deres vedkommende bestemmer dommeren, at de skal deponere deres pas på en dansk repræsentation i USA i stedet for varetægtsfængsling.

De vil først få deres pas udleveret, i forbindelse med at de rejser til Danmark for at møde op i den kommende straffesag, bestemmer dommer Nanna Blach.

Under sagen i Danmark skal de i øvrigt dagligt melde sig til politiet, ligesom deres pas også vil være deponeret, mens retten behandler sagen.

De tre amerikanere, Matthew Stein, Luke Beneville McGee og Jerome Lhote, bor i henholdsvis New York, Philadelphia og i Florida.

I erklæringer har de lovet at ville samarbejde. De er indstillet på at skulle deponere deres pas.

Derimod har briterne, Rajen Ranmal Shah, Anupe Dhorajiwala og Graham McKenzie Horn, som nævnt ikke strakt hånden frem til dansk politi.

Deres forsvarer, advokat Christian Laubjerg, kærer på stedet afgørelsen om varetægtsfængsling in absentia.

Bagmandspolitiets repræsentant, specialanklager Anders Møllmann, beder dommeren om straks at udfærdige en europæisk arrestordre på de tre.

Men ønsket efterkommes ikke. Dommer Nanna Blach henviser til, at landsretten nu skal afgøre, om der er en begrundet mistanke, og om der er tegn på, at mændene ikke vil møde op til den kommende straffesag.

Onsdagens afgørelse kommer efter et mere end syv timer langt grundlovsforhør i sidste uge.

I sagen er den tyske North Channel Bank tidligere blevet idømt en bøde på 110 millioner kroner for medvirken til groft bedrageri.

De tre amerikanske mænd overtog på et tidspunkt majoriteten i banken, som blev brugt i et ifølge Bagmandspolitiet lukket kredsløb til at bedrage Skattestyrelsen fra 2013 til 2015 for mere 1,1 milliard kroner.

En anden sag om svindel med refusion af udbytteskat er beløbet oppe på cirka ni milliarder kroner. Her er de to britiske statsborgere Sanjay Shah og Anthony Mark Patterson tiltalt. Begge er varetægtsfængslet in absentia. Sådan en afgørelse er nødvendig for at indlede en proces om udlevering.

Danmark kan nu begære Shah udleveret i sag om udbytteskat

Yderligere seks tiltales for milliardsvindel i udbyttesagen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også