Jyske byretter lagt ned af voksende sagsbunker

Der er kommet et markant øget antal sager, lyder det fra retterne i Kolding og Esbjerg. Vi hænger mere i bremsen end nogensinde, siger retspræsident.
Hos Retten i Esbjerg mærker man et stigende pres fra øgede sagsbunker. | Foto: GOOGLE MAPS
Hos Retten i Esbjerg mærker man et stigende pres fra øgede sagsbunker. | Foto: GOOGLE MAPS

Bunkerne af sager hos retterne i Kolding og Esbjerg er nu faretruende høje, skriver Jydskevestkysten.

Retten i Kolding fik således 8 pct. flere sager sidste år end i 2019, og retten "hænger mere i bremsen end nogensinde før", siger retspræsident Henrik Gjørup til avisen.

Hos Retten i Esbjerg mener retspræsident Helle Fløystrup, at det stigende pres blandt andet skyldes, at anklagerne har haft mere tid til at forberede sager under nedlukningen af retterne sidste forår.

"Anklagerne kunne sidde hjemme og sende flere sager frem til retterne end normalt, fordi de ikke skulle møde i retten – det betød, at vi modtog mange anklageskrifter på et tidspunkt, hvor vi ikke var i drift," siger Helle Fløystrup til Jydskevestkysten.

Danmarks Domstoles årsrapport for 2020 har netop vist generelt øgede sagsbehandlingstider. Blandt andet er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i en sag med domsmænd nu på mere end 5,5 måneder. Det er en stigning på cirka 37 pct. på fem år.

I forbindelse med domstolenes årsrapport gentog justitsminister Nick Hækkerup (S) sit budskab om, at han muligvis vil overveje at tilføre domstolene flere ressourcer.

Men ifølge SF skal der mere konkrete løfter på bordet, skriver Fredericiaavisen.

"Jeg savner reel vilje til at tage fat, og at der bliver sat handling bag ordene fra justitsministeren, for hvis vi fortsætter den nuværende kurs, får det store konsekvenser for ofrene," siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) til det lokale medie.

Hun vil nu afsøge svar på, hvornår justitsministeren konkret vil sætte ind med flere penge til domstolene.

Ansatte ved domstolene i opråb efter nye tal: Nu må politikerne gøre noget

Anklagere: Domstolene er i knæ og trænger til hjælp

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også