Anklagemyndigheden anker dom i første GDPR-sag

Anklagemyndigheden har valgt at anke byrettens dom i den første sag efter de nye persondataregler, hvor møbelkæden Ilva trods krav om bøde i millionstørrelsen slap med en bøde på 100.000 kr.
Møbelkæden Ilva blev i byretten idømt en bøde på 100.000 kr. for brud på GDPR-reglerne, selv om anklagemyndigheden havde krævet en bøde på 1,5 mio. kr. | Foto: Mads Nissen
Møbelkæden Ilva blev i byretten idømt en bøde på 100.000 kr. for brud på GDPR-reglerne, selv om anklagemyndigheden havde krævet en bøde på 1,5 mio. kr. | Foto: Mads Nissen
Af Ritzau

Det bliver op til landsretten at afgøre sagen, hvor møbelkæden Ilva anklages for at have opbevaret data om sine kunder i strid med databeskyttelsesloven, de såkaldte GDPR-regler, der er vedtaget af EU.

Anklagemyndigheden har nemlig valgt at anke dommen fra Retten i Aarhus, hvor Ilva blev idømt 100.000 kroner i bøde. Det oplyser Statsadvokaten i Viborg tirsdag på Twitter.

Sagen er den første af sin art mod en virksomhed i Danmark.

Datatilsynet havde indstillet virksomheden til en bøde på 1,5 millioner kroner, og dermed var byrettens dom altså langt fra målet.

Anklager Jan Østergaard fra Østjyllands Politi fortalte efter byrettens dom, at retten lagde vægt på, at forseelsen skete uagtsomt og ikke forsætligt.

Desuden brugte retten et andet udgangspunkt for fastsættelsen af bøden, end anklagemyndigheden og Datatilsynet ønskede.

Anklagemyndigheden mente, at bøden skulle fastsættes ud fra omsætningen i Jysk-koncernen, som Ilva er en del af. Men Retten i Aarhus mente, at bøden skulle være proportionel med omsætningen i selve møbelkæden Ilva.

Da omsætningen i Ilva er væsentligt mindre end i Jysk-koncernen, blev bøden også langt mindre end de 1,5 millioner kroner.

Ilva blev kendt skyldig i gennem flere år at have opbevaret oplysninger om 350.000 kunders navne, adresser, telefonnumre, e-mails og købshistorik.

Sagen opstod, efter at skærpede regler om opbevaring af personlige data trådte i kraft i foråret 2018 som følge af den såkaldte GDPR-ordning.

Det er en EU-lov, der har skærpet kravene til beskyttelse af persondata. Det var Datatilsynet, der politianmeldte Ilva efter et besøg hos møbelkæden, der har hovedkvarter i Sabro ved Aarhus.

Kundekartoteket blev efterfølgende slettet.

Under byretssagen har møbelkæden afvist, at der skulle være tale om data på 350.000 kunder. Ilva har dog erkendt i en vis udstrækning at have gemt personoplysninger.

Men ifølge Ilvas advokat, Poul Gade, har der højst været tale om en "formel, teknisk lovovertrædelse", som han tidligere har formuleret det.

Mens anklagemyndighedens ønske vil være en hårdere straf for den ulovlige opbevaring af kundernes data, vil målet med ankesagen for Ilvas vedkommende være en frifindelse.

Rådsformand: Mild dom kan få virksomheder til at slække på GDPR-regler

Advokater forventer masser af arbejde trods mild dom i første sag om persondata

Møbelfirma slipper med bøde på 100.000 kroner i første sag efter nye dataregler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også