Tidligere advokat straffes for millionhæleri

66-årig tidligere advokat må have vidst, at en række store beløb på klientkontoen stammede fra kriminalitet, mener Københavns Byret.
En tidligere advokat har ifølge Københavns Byret begået hæleri for godt 10 mio. kr. | Foto: Anthon Unger
En tidligere advokat har ifølge Københavns Byret begået hæleri for godt 10 mio. kr. | Foto: Anthon Unger
AF RITZAU

En tidligere advokat har begået hæleri med godt 10 millioner kroner, fastslår Københavns Byret i en dom onsdag.

Han straffes med fængsel i to år. Men han skal ikke opholde sig i en celle. I stedet gøres straffen betinget af, at han udfører samfundstjeneste i 300 timer.

Sagen er en sen udløber af en kæmpemæssig efterforskning, som politiet udførte for mere end fem år siden. Operation Hvepsebo drejede sig om udnyttelse af fattige rumænere.

Den hvidhårede jurist, der ikke længere virker som advokat, har fået dommen blot to dage før, han fylder 67 år.

Han lod de store beløb rulle ind over klientkontoen i sit firma, selv om han måtte vide, at pengene stammede fra kriminalitet, mener domsmandsretten.

"Du vidste, at det var overvejende sandsynligt, at der var tale om penge fra svig med hensyn til moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag," siger retsformanden, dommer Helle Hastrup.

Juristen sjosker ud af retslokalet iført en sort vinterfrakke efter at have hørt domsafsigelsen. Fra dommerpodiet har han også fået besked om, at han indtil videre frakendes retten til at virke som advokat.

Lidt over fem millioner kroner stammede fra økonomisk kriminalitet, som en 53-årig mand var ansvarlig for i to selskaber, der senere gik konkurs, konkluderer retten.

Denne tiltalte idømmes fængsel i et år og seks måneder. Også i hans tilfælde gøres straffen betinget. Han skal i stedet udføre 250 timers ulønnet samfundstjeneste.

Efter at have talt med deres forsvarere vælger begge mænd at tage betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen til landsretten.

Tiltalen er rejst af Bagmandspolitiet, men sagen har ligget stille i en længere periode.

Sigtelserne blev rejst tilbage i 2015. Først i 2019 blev anklageskriftet udfærdiget og sendt til retten.

Den lange sagsbehandlingstid indgår som et moment i udmålingen af straffen.

Udover samfundstjeneste er der fastsat en tillægsbøde på 5,1 millioner kroner.

Københavns Byret tog fat på sagen i sommer og har holdt en stribe retsmøder inden onsdagens dom.

I en pressemeddelelse udtrykker specialanklager Lisbeth Jørgensen tilfredshed med dagens dom.

"Det er særligt groft, når personer, der som en advokat har et særligt tillidshverv, indgår i et svindelforetagende og hjælper kriminelle med at skjule penge fra deres aktiviteter," udtaler hun.

"Jeg er derfor tilfreds med, at retten har dømt ham for hæleri."

Advokat skal i retten tiltalt for hæleri for 10 millioner

Advokat anklages for hæleri for 10 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også