Advokat forsvarer millionhonorar som bisidder i skattekommission

Bisidder for tidligere minister i undersøgelseskommissionen om Skat har faktureret 3,3 mio. kr. for arbejdet, men afviser at være mødt op til flere afhøringsdage end nødvendigt.
Advokater har indtil videre fået udbetalt over 57 mio. kr. for at være bisiddere i undersøgelseskommissionen om Skat, der har holdt over 130 afhøringsdage her i Retten på Frederiksberg. | Foto: Mads Nissen
Advokater har indtil videre fået udbetalt over 57 mio. kr. for at være bisiddere i undersøgelseskommissionen om Skat, der har holdt over 130 afhøringsdage her i Retten på Frederiksberg. | Foto: Mads Nissen
Af Ritzau

Undersøgelseskommissionen om Skat bliver historisk dyr – og det skyldes blandt andet høje advokatregninger.

Heriblandt har den beskikkede advokat for den tidligere skatteminister Jonas Dahl (SF), Christian Ditlev Hindkjær, indtil videre faktureret over 3,3 mio. kr.

Det skriver Politiken fredag på baggrund af aktindsigter. 

Beløbet dækker salær, transportgodkendelse og andre udlæg. 

Jonas Dahl fungerede kun som skatteminister i 49 dage, og kommissionens afhøring af ham varede et kvarter. 

Advokaten har dog brugt noget længere tid i kommissionen, da han i alt er mødt op i 112 dage. Og det har altså fået regningen til at løbe op, skriver avisen. 

Det er et tidsforbrug, som Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning, ikke mener, man kan forsvare.

”Jonas Dahl er jo i høj grad en biperson. Han er overhovedet ikke vigtig,” siger professoren til Politiken. 

Afviser kritik

Ifølge avisen er intet i strid med reglerne. Det er primært op til advokaterne selv at vurdere, hvornår det er relevant at møde op til møderne for at kunne rådgive deres klienter. 

Og Christian Ditlev Hindkjær afviser selv, at han er mødt op oftere end nødvendigt. 

”Jeg har 110 procent sikkert ikke deltaget i noget, som jeg ikke på forhånd syntes kunne være relevant,” siger han til Politiken. 

Han udtaler dog også, at nogle af de afhøringer, han har siddet med til, ”i retrospektivt lys” ikke har været så interessante. 

Ifølge Justitsministeriet har bisidderne indtil videre fået udbetalt over 57 mio. kr.

I alt forventes udgifter til kommissionens arbejde at løbe op i ca. 353 mio. kr. Det viser den seneste opdatering af budgettet fra Justitsministeriet ifølge Politiken. 

Tallet er dog foreløbigt, da man endnu ikke kan svare på, hvornår arbejdet bliver afsluttet, lyder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter