Partner i Penta Advokater Allan Nejbjerg lever i disse uger et ”meget simpelt” liv.

”Jeg går, spiser, drikker, vasker tøj og sover. Og så er det forfra igen næste dag,” fortæller Allan Nejbjerg, da AdvokatWatch fanger ham på mobilen et sted i Nordspanien på Camino Francés kort før dagens første kaffepause.

”Vi går i et par timer, og så skal vi have café latte, brød og nogle æg. Der skal jo noget protein til.”

Han er på dag 14 siden starten i den franske by St. Jean Pied de Port og har nu under 300 kilometer tilbage af turen, som bliver et par dage kortere, end han havde forventet.

”Jeg er oppe på mellem 30 og 40 kilometer om dagen og var heldig med vejret hen over den spanske højslette, La Meseta, som alle frygter. Cirka 175 kilometer, hvor det kan blive rocker-varmt, så vi besluttede at give den gas for at komme ud af den hurtigst muligt, og inden varmen kom tilbage.”

Han er taget afsted alene, og intet har været booket eller planlagt.

Undervejs har han mødt folk fra hele verden: Ret mange amerikanere, mange sydkoreanere, folk fra Taiwan, australiere, danskere og svenskere. 

”Men lige nu følges jeg med en amerikaner og en australier. Vi passer godt sammen i tempo.” 

”Så er det nu”

Han kan ikke helt huske, hvordan han fik idéen til at gå caminoen.

”Den har nok altid ligget der, og så har jeg en kammerat, som gjorde det sidste år. Så jeg tænkte ”så er det nu”. Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 18 år, og hvornår har man sidst hevet to måneder ud af kalenderen for at realisere sig selv: Aldrig.”

Dagene på caminoen begynder med det samme spørgsmål: 

”Hvor langt vil du gå – hvor meget kan du tåle, når du også skal tænke på, at der er en dag i morgen? Så render man ind i nogen, som vil det samme og får snakket en masse om alt muligt mellem himmel og jord. Og så er man lige pludselig fælles om et projekt uden at kende dem på forhånd. Det er sjovt.”

For nogle mennesker er turen en oplevelse, de vil have alene, men sådan har Allan Nejbjerg det ikke.

”Man kan nærmest caste de forskellige typer: Nogle er meget outdoor-agtige med deres Fjällräven-udstyr, for andre er det religiøst, men jeg er ikke engang medlem af Folkekirken, og for mig er det vigtige historien, landskabet og oplevelsen.”

”Og selv om jeg ikke har noget behov for at gå alene med mine tanker, gør man det faktisk alligevel. For eksempel når man har sovet på sovesal. Så har man bare behov for at være sig selv og lukke ned de første ti kilometer.”

”Det er hver dag i 30 dage”

Han har forberedt sig hjemmefra ved at gå ture på 15-20 kilometer – og igen dagen efter.

”For det er det, der får folk til at gå i stykker. At de ikke har indset, at det er hver dag i 30 dage. Og hvis man får en skade, er det svært at reparere på den uden at tage to-tre dage ud, og så begynder tiden at løbe.” 

Han synes ikke, at varmen har været det store problem.

”Det kommer an på ens mindset, og man skal forberede sig mentalt på den. Varmen er jo kun et problem, hvis man fokuserer på den og ikke har vand nok med. Specielt på La Meseta hvor man går lange, lige strækninger uden ende. Efter min mening er det det, der tricker folk. Det kan man nok skrive bøger om.” 

Han har vandret tidligere, ”men ikke 800 kilometer i ét hug. Det har jeg sgu ikke prøvet før.”

”Alle frygter at gå i stykker, og derfor skal man forberede sig og selvfølgelig passe på sine fødder og vabler undervejs.”

Ifølge Allan Nejbjerg er det vigtigste at finde et par sko nogle måneder før afgang, som man ikke får vabler af at gå i, og at finde de rigtige sokker.

”Og så pleje fødder som ind i helvede. Hele tiden sørge for at de er tørre og have styr på sine vabler. Heldigvis er jeg ved Guds nåde sluppet for vabler indtil videre.”

Han var altså godt forberedt på den fysiske udfordring og peger også på sin fortid som officer i Hæren som forklaring på, at han vidste, hvad turen krævede. 

Forberedt sig for meget

”Men jeg har forberedt mig alt for meget på selve oplevelsen. Jeg har siddet på nettet og nærmest tilrettelagt et Tour de France med, hvad der kommer, og hvad jeg skal se. Det er jeg faktisk ked af, men vi er jo kontrolfreaks i vores branche. Jeg ville gerne have ladet mig overraske mere af de fantastiske ting, jeg har set.” 

Derfor er hans råd til andre:

”Træn så du kan klare turen fysisk. Men alt for meget forberedelse er ikke altid godt. Det virker lidt forkert at sige som advokat og giver ikke mange point. Men lad dig overraske af oplevelsen.” 

Han har dog ikke booket overnatninger på forhånd, så dér har hans indre kontrolfreak ikke fået lov til at bestemme.

”Det er meget velorganiseret det hele med masser af overnatningsmuligheder undervejs. Faktisk er der ikke særligt mange mennesker på ruten, hvilket har overrasket mig. Jeg tror, at det er fordi, det endnu ikke er ferietid i Spanien og Frankrig, og andre nationaliteter nok synes, at det er for varmt at gå i juli.”

”Men det er dejligt med så få mennesker, for når man er vant til en hverdag, hvor alt skal planlægges, har jeg selvfølgelig haft nogle tanker kørende oppe i hovedet om, hvorvidt jeg nu kunne finde et sted og sove.”

Den gode plads på pilgrimsruten kommer dog ikke til at vare ved, forudser han.

”Når vi kommer længere frem mod Santiago, begynder de, der tager den korte tur, at hoppe på. Især de sidste 114 kilometer fra byen Sarria, hvor mange starter, og man kan få et camino-certifikat, selv om turen kan klares på fire dage. Den strækning bliver der tryk på og måske nødvendigt at booke overnatning på forhånd.” 

Syv kilo og tre liter vand

Hans rygsæk vejer syv kilo, og dertil kommer tre liter vand. 

”Det var en større øvelse at få sorteret ud i bagagen, og man står og spørger sig selv om hver eneste ting: ”Er den nødvendig”, men jeg har ikke manglet noget. Reglen er, at man må have én luksusgenstand med, og min er en powerbank, som ikke er særlig luksuriøs. Ellers er det to par underbukser, to T-shirts, to par sokker, og så vasker du hver dag, når du kommer frem.”

Camino-rutinen hedder op klokken fem, afsted klokken seks, og ”så går vi til omkring klokken 14 med nogle stop undervejs. Det er jo Spanien, så der er caféer overalt.”

Han har ondt i benene.

”Jeg kan mærke, at de er trætte. Og så er livvidden blevet lidt mindre på trods af god mad og rigeligt med alkohol, for man skal jo have noget energi. Man siger, at man smider syv til ti kilo på turen, selv om man spiser meget, for der bliver stadig brændt mere af, end man indtager. Derhjemme er det mere det omvendte.”

Søndag var det hans 55 års fødselsdag, og der blev det ekstra festligt med ”lidt bobler” sammen med hans følgesvende og ”så ellers tidligt i seng og tidligt op”.

Allan Nejbjergs kollegaer ved Penta Advokater siger om hans tur, at han ”er åndssvag”, og også hans kone synes, at han ”er tosset” og ville ikke med.

”Men ellers har folk været søde og rare og har haft stor forståelse for, at jeg har taget orlov. Og måske kan jeg overtale min kone til at tage med på den portugisiske del af caminoen om et par år. Den kan man klare på 14 dage.”