Skattestyrelsen stævnet for at bryde aftale i udbyttesag

Skattestyrelsen er uforstående over for anklage om, at den har brudt et forlig med amerikanere i udbyttesagen.
To amerikanere, der har indgået forlig med Skattestyrelsen i udbyttesagen, har lagt sag an mod styrelsen for at have brudt aftalen. Styrelsen afviser påstanden. | Foto: Marcus Emil Christensen
To amerikanere, der har indgået forlig med Skattestyrelsen i udbyttesagen, har lagt sag an mod styrelsen for at have brudt aftalen. Styrelsen afviser påstanden. | Foto: Marcus Emil Christensen
AF RITZAU

To amerikanske finansfolk har stævnet Skattestyrelsen. De mener, at den danske styrelse er løbet fra en aftale med dem i udbyttesagen.

Det skriver Børsen.

Skattestyrelsen bekræfter sagsanlægget over for Ritzau.

Det er amerikanerne Matthew Stein og Jerome Lhote, der har anlagt sag mod den danske styrelse.

Sagen er anlagt ved en domstol i den amerikanske delstat New York.

Stein og Lhote har tidligere - sammen med andre parter - indgået et forlig med Skattestyrelsen om at betale de penge tilbage til den danske statskasse, som de fik i udbyttesagen.

Desuden er de gået med til at hjælpe danske myndigheder med at drage andre i udbyttesagen til ansvar.

Men mændene mener ifølge Børsen, at Skattestyrelsen er løbet fra sin forpligtelse om at informere dansk politi om hjælpen.

Stein og Lhote håbede, at de via samarbejdet øgede chancerne for at slippe uden om en straffesag mod dem i Danmark. Men nej. De to mænd - samt fire andre mænd - er tilsammen tiltalt for groft bedrageri for 1,1 milliard kroner.

Afviser brudt aftale

Skattestyrelsen afviser over for Ritzau at have brudt aftalen.

”Skattestyrelsen og styrelsens advokater stiller sig uforstående over for påstanden.”

”Skattestyrelsen har løbende været i dialog med politiet dels for at sikre den nødvendige koordinering mellem myndighedernes interesser i sagerne, dels for at bibringe politiet viden om, at forligsparterne samarbejdede med Skattestyrelsen om at tilbagebetale de midler, parterne uretmæssigt havde modtaget,” skriver styrelsen i en skriftlig kommentar.

Skattestyrelsen henviser desuden til, at den i en pressemeddelelse i maj 2019 orienterede om forligsaftalen.

”Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at styrelsen har overholdt sine forpligtelser i henhold til aftalen, hvilket vil blive gjort gældende overfor retten i New York,” skriver styrelsen.

Stein og Lhote er to af de parter, der i 2019 indgik et forlig med styrelsen. I det forlig var blandt andet også 61 pensionsordninger i USA.

Skattestyrelsen oplyste på daværende tidspunkt ikke meget om forliget, da det er underlagt fortrolighed.

Straffesagen mod de to amerikanere stod oprindeligt til at blive indledt i november, men den er blevet udskudt.

Det har tidligere været beskrevet, at nogle af de tiltalte har afventet, om Sanjay Shah, der ligeledes er tiltalt for sin rolle i udbyttesagen, udleveres fra Dubai til Danmark.

I begyndelsen af april afgjorde en domstol i Dubai, at Shah skal udleveres. Det er dog endnu ikke meldt ud, hvornår finansmanden lander på dansk jord til strafforfølgning.

En del af del forlig, som de to amerikanere - Matthew Stein og Jerome Lhote - indgik med Skattestyrelsen, indebar, at de skulle tilbagebetale det beløb, de hev ud af statskassen i udbyttesagen.

Stein og Lhote har ifølge Børsen betalt samlet cirka en milliard kroner tilbage. Det har de gjort sammen med andre parter i forliget.

Dog mangler der endnu at blive betalt 600 millioner kroner.

Det resterende beløb forsøger de at slippe for at betale via sagsanlægget om den brudte aftale, skriver Børsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter