Advokatundersøgelse konkluderer: Hyppig mobning på Herlufsholm

Der er flere ældre sager af en sådan alvor, at Herlufsholm-bestyrelsen bør reagere, mener advokat.
Der har været flere tilfælde af hyppig mobning på Herlufsholm, end der har været på det gennemsnitlige gymnasie, konkluderer rapport. | Foto: Jens Dresling
Der har været flere tilfælde af hyppig mobning på Herlufsholm, end der har været på det gennemsnitlige gymnasie, konkluderer rapport. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU OG STEFFEN MOSES

Der har været flere tilfælde af hyppig mobning på Herlufsholm Skole end på andre gymnasier.

Det konkluderer en uvildig advokatundersøgelse lavet af Henrik Græsdal, partner i det københavnske advokatfirma Elmann, der har haft til formål at undersøge elevmiljøet på skolen i en periode fra august 2018 til 9. maj i år.

”Undersøgelsen understreger nødvendigheden af de forandringer og initiativer, der er iværksat på skolen,” siger Gitte Nørgaard, der er rektor på skolen, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen giver anledning til at rette kritik mod skolens daværende rektor Flemming Zachariassen for i 2019 at nedtone resultaterne af en national trivselsundersøgelse.

”Det er glædeligt at se, at der generelt er god trivsel iblandt eleverne,” sagde han dengang.

Han kritiseres for ”ikke rettidigt og i tilstrækkelig grad at have gjort en indsats for at nedbringe niveauet af mobning”.

Den daværende rektor har ikke ønsket at deltage i undersøgelsen.

Kritik efter TV 2-dokumentar

I den uvildige undersøgelse konkluderes det også, at der fortsat er et problem med mobning i 2022.

Undersøgelsen blev igangsat på bagkant af en TV 2-dokumentar, hvor flere tidligere elever stod frem med historier om grov mobning, vold og seksuelle krænkelser.

Den skulle redegøre for omfanget af denne slags hændelser.

I undersøgelsens rapport oplyses det desuden, at en række indberetninger, som vedrører tiden før den afgrænsede tidsperiode, er indkommet.

”Flere af disse indberetninger er af sådan en alvor og validitet, at den nuværende bestyrelse bør reagere på disse,” lyder det.

Advokatundersøgelsen understreger dog også, at ledelsen i den afgrænsede periode har slået ned på uønskede kulturer på skolen, når den er blevet gjort opmærksom på dem.

De tiltag, som er blevet indført, ventes da også at bidrage positivt til at ”komme de konstaterede problemer med mobning og krænkelser til livs”.

Har anmeldt 30 år gammel sag

Herlufsholm Skole har i øvrigt anmeldt en mulig 30 år gammel forbrydelse til politiet.

”Selv om indberetningen handler om oplevelser for længe siden, så er de af en karakter, der gør, at vi ikke er i tvivl om, at politiet bør undersøge dem nærmere og vurdere, om der stadig kan rejses en sag,” udtaler Gitte Nørgaard i pressemeddelelsen.

Her står intet nærmere om indholdet af indberetningen eller om karakteren af oplevelserne. Men den beskrives som så alvorlig, at den bør vurderes af politiet.

Advokaten har ikke været i stand til at verificere indberetningen, fremgår det af pressemeddelelsen.

For tilfælde af vold er forældelsesfristen for længst overskredet, mens det i straffeloven står, at blandt andet voldtægt og visse andre sædelighedsforbrydelser mod personer under 18 år ikke forældes.

Herlufsholm udpeger tidligere højesteretsdommer som ny formand

Herlufsholm finder ny advokat til undersøgelse efter kritisk dokumentar

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også