Afkølet boligmarked oplever færrest bolighandler i årevis

Antal ejerlejligheder, der har skiftet hænder på månedsbasis, er ikke set lavere siden 2012, siger økonom.
Boligmarkedet står stille. Man skal helt tilbage til 2012 for at finde en måned, hvor færre ejerlejligheder skiftede hænder, skriver Ritzau. | Foto: Peter Hove Olesen
Boligmarkedet står stille. Man skal helt tilbage til 2012 for at finde en måned, hvor færre ejerlejligheder skiftede hænder, skriver Ritzau. | Foto: Peter Hove Olesen
Ritzau

Boligmarkedet befinder sig for alvor i en ny virkelighed efter at have været brandvarmt under coronapandemien.

I september blev der gennemført 5443 bolighandler, og dermed fortsætter boligsalget med at fryse til. Det viser tal fra Boligsiden, der drives af ejendomsmæglerkæderne.

Man skal helt tilbage til 2012 for at finde en måned, hvor færre ejerlejligheder skiftede hænder. Det skriver Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom hos Danske Bank, i en kommentar.

”Der er tale om en mærkbar nedkøling af boligmarkedet på tværs af landet. Men generelt er opbremsningen mest udtalt i København,” siger hun.

”I København By blev der i september solgt halvt så mange huse som sidste år og 47 procent færre lejligheder.”

Stigende udgifter til finansiering af boligkøb betyder væsentligt mere i dyre områder, hvor priserne også er steget meget kraftigt de seneste år, forklarer hun.

”Derfor forventer vi også at se større prisfald i København end i resten af landet.”

Den lave aktivitet på boligmarkedet er også et resultat af, at køber og sælger har haft svært ved at mødes. Det skyldes, at mange boliger blev sat til salg, inden renterne begyndte at stige, lyder det.

”Samtidig betyder de store renteudsving, at mange købere reelt har svært ved at vurdere, hvad en given bolig vil ende med at koste dem om måneden.”

Betydelige prisfald

Louise Aggerstrøm Hansen vurderer, at vi fortsat kan stå foran betydelige prisfald. Det kan komme til at gøre ondt på dem, der købte deres bolig, da boligmarkedet var varmest.

”Når det er sagt, så er priserne stadig så høje, at selv væsentlige prisfald ikke er nok til at få os ned på før-corona-niveau for priserne.”

Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, vurderer også, at de stigende energipriser og den generelle usikkerhed for fremtiden har været med til at få boligmarkedet til at vakle.

”Den dyrere finansiering, den dyrere hverdag og den forøgede usikkerhed sætter sig både i efterspørgslen efter at købe bolig og i priserne.”

AdvokatWatch kunne ligeledes fortælle tidligere på måneden, at telefonerne i generelt er blevet mere stille hos landets boligadvokater.

Telefonerne er blevet stille hos boligadvokater

Sorte skyer over økonomien får advokatfirma til at opjustere i konkursafdeling

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også