Tiltalt spionchef udgiver bog: PET ville lave aftale med mig

Anklagemyndigheden nægter at kommentere PET’s tilbud til Findsen om at købslå om straf, såfremt han tilstod.
Tidligere spionchef Lars Findsen fortæller i en ny bog ”Spionchefen - Erindringer fra celle 18” sin historie. | Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/IND
Tidligere spionchef Lars Findsen fortæller i en ny bog ”Spionchefen - Erindringer fra celle 18” sin historie. | Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/IND
Ritzau

Den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har torsdag udgivet en bog, hvor han fortæller sin version af historien.

Bogen har titlen ”Spionchefen – Erindringer fra celle 18”.

I bogen fortæller spionchefen, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) forsøgte at indgå en aftale med ham.

Det var få timer efter, at han var blevet anholdt i december 2021 og sigtet for at afsløre statshemmeligheder. Inden han bliver afhørt af politiet i sagen, får Lars Findsen og hans advokat Lars Kjeldsen at vide, at Findsen først skal tale med PET.

To personer kommer ind, og den ene er ifølge spionchefen den øverste juridiske chef i PET.

”De siger, at anklagemyndigheden måske vil se på min sag med mildere øjne på to betingelser: at jeg tilstår noget, og at jeg fortæller, hvem pressen har som kilder i PET,” siger han ifølge Jyllands-Posten i bogen.

”Det kan muligvis også få indflydelse på, om du skal fremstilles i grundlovsforhør,” sagde de to personer ifølge Lars Findsen.

Den dengang sigtede FE-chef vælger at afslå tilbuddet. Efter eget udsagn fordi han ikke kan tilstå noget, han ikke har gjort.

Ritzau har spurgt anklagemyndigheden, om man vil undersøge episoden. I en mail hedder det torsdag eftermiddag, at man ikke har kommentarer.

Blandt andre professor emeritus Jørn Vestergaard mener ifølge jp.dk og dr.dk, at tilbuddet kan være i strid med retsplejelovens regler.

Episoden er i øvrigt også netop blevet omtalt i en anden ny bog om sagen, journalisten Hans Davidsen-Nielsens ”Spion blandt venner”.

Heri kan man læse, at ”PET’s ledelse tilsyneladende havde sat næsen op efter at få den hjemsendte FE-chef til at tilstå ved at præsentere noget af overvågningsmaterialet og få ham til at underskrive et papir.”

Den netop udgivne bog med Lars Findsens egen fortælling er blevet til i samarbejde med journalist Mette Mayli Albæk.

”Jeg har tilbragt foråret og sommeren sammen med Lars Findsen og en computer uden internet. Det er blevet til bogen ”Spionchefen – erindringer fra celle 18. Den udkommer om 1, 2, 3, nu”, skriver hun på Twitter.

Der har ingen foromtale været af bogen, der er udgivet af Politikens Forlag.

I en pressemeddelelse skriver forlaget, at bogen giver ”et unikt kig ind bag kulissen”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også