Uklart hvor meget Kammeradvokaten har fået for Bech-Bruun-sag

Det svæver i vinden, hvor mange skattekroner der er havnet på kistebunden hos Kammeradvokaten i forbindelse med sagen mod Bech-Bruun. Skattestyrelsen ved tilsyneladende ikke, hvor meget sagen har kostet.
Kammeradvokatens frontfigurer i sagen mod Bech-Bruun, Boris Frederiksen (tv.) og Steffen Sværke, foran Østre Landsret. | Foto: Gregers Tycho/ERH
Kammeradvokatens frontfigurer i sagen mod Bech-Bruun, Boris Frederiksen (tv.) og Steffen Sværke, foran Østre Landsret. | Foto: Gregers Tycho/ERH
AF STEFFEN MOSES OG ANDREAS VESTERGAARD

Statens advokatregning i forbindelse med den omfattende erstatningssag mod Bech-Bruun har forputtet sig uden for offentlighedens øjne.

Skattestyrelsen, der har hyret Kammeradvokaten til at føre milliardsagen mod advokatfirmaet, ved tilsyneladende ikke, hvor mange penge sagen har kostet og ”er således ikke i besiddelse af de ønskede oplysninger”.

Sådan lyder det fra Skattestyrelsen, da AdvokatWatch søger aktindsigt i ”samtlige udgifter til Poul Schmith/Kammeradvokaten forbundet med retssagen mod Bech-Bruun”.

AdvokatWatch har spurgt Skattestyrelsen, om styrelsen reelt ikke ved, hvor meget Kammeradvokaten tager sig betalt for de enkelte sager, men det ønsker Skattestyrelsen ikke at svare direkte på.

I stedet lyder svaret, at ”udgifterne i relation til udbyttesagskomplekset opgøres pr. landespor og således ikke pr. sag/søgsmål i forbindelse med faktureringen”.

Af et aktstykke fra 13. april i år fremgår det, at Kammeradvokaten vurderer, at retssager i forbindelse med udbytteskandalen i det danske landespor vil koste 589 mio. kr. frem mod 2029.

Beløbet dækker dog over meget andet end Bech-Bruun-sagen, da det også omfatter udgifter til Kammeradvokatens ”arbejde med at koordinere hele udbyttesagskomplekset på tværs af alle landespor”, oplyser Skattestyrelsen.

Derudover dækker beløbet udgifter til rejser, transport, ekstern rådgivning, oversættelser, retsudgifter og så videre.

Frifundet for milliardkrav

AdvokatWatch har flere gange i opfølgende spørgsmål forsøgt at få svar på, om årsagen til, at udgiften til Bech-Bruun-sagen ikke er offentligt tilgængelig, er, at Skattestyrelsen ikke ved, hvor meget Kammeradvokaten får for sagen, eller om styrelsen ikke ønsker at oplyse det.

Men Skattestyrelsen afviser at komme svaret nærmere.

”Som tidligere oplyst opgøres udgifterne i relation til udbyttesagskomplekset pr. landespor, og således ikke pr. sag/søgsmål i forbindelse med faktureringen,” lyder svaret igen.

Kammeradvokatens formand, Boris Frederiksen, der har ført sagen for Skattestyrelsen, ønsker heller ikke over for AdvokatWatch at løfte sløret for advokatregningen i forbindelse med sagen mod Bech-Bruun.

Bech-Bruun blev i sidste måned frifundet i sagen, hvor Skattestyrelsen havde krævet 1,25 mia. kr. i erstatning i forbindelse med udbytteskandalen.

Bech-Bruun rådgav således tilbage i 2014 North Channel Bank, der senere fik bøde for svindel med udbytteskat. Derfor mente Kammeradvokaten og Skattestyrelsen, at Bech-Bruun havde handlet ansvarspådragende, hvilket Østre Landsret dog var uenig i.

Skattestyrelsen og Kammeradvokaten overvejer i øjeblikket, om dommen skal ankes til Højesteret.

Skattestyrelsen forventer på tværs af alle landespor at bruge over 4 mia. kr. på retssagerne i kølvandet på skandalen, hvor Danmark blev frarøvet knap 13 mia. kr. via svindel med udbytteskat.

At anke eller ikke at anke – det er det store spørgsmål for Kammeradvokaten

Reaktionerne på Bech-Bruun-dom vælter ind: Få overblikket her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også