Kritik af TV 2's advokatundersøgelse af krænkelser

Advokat med speciale i arbejdsret undrer sig blandt andet over, at advokaterne bag TV 2-undersøgelse undlod at høre vidner. (Rettet)
Advokaterne Karen-Margrethe Schebye og Peter Breum undrer sig over, at ikke alle vidner blev kontaktet i krænkelsessager på TV 2. | Foto: Miriam Dalsgaard
Advokaterne Karen-Margrethe Schebye og Peter Breum undrer sig over, at ikke alle vidner blev kontaktet i krænkelsessager på TV 2. | Foto: Miriam Dalsgaard
AF RITZAU OG STEFFEN MOSES

Rettet 22. december kl. 13.39: I en tidligere version af denne artikel fremstod det, som om advokat Karen-Margrethe Schebye udtalte sig om den konkrete undersøgelse på TV 2. Dette var en utilsigtet fejl fra Informations side, oplyser avisen. Advokat Karen-Margrethe Schebye har udtalt sig om advokatundersøgelser generelt.

To kvinder, der sidste år indberettede en mandlig chef for sexchikane til TV 2's advokatundersøgelse, rejser nu kritik af undersøgelsesforløbet. To jurister bakker kvindernes kritik op.

Det skriver Information.

Kvinderne, der begge ønsker at være anonyme, fortæller blandt andet om, hvordan advokaterne undlod at høre flere vidner, og om hvordan TV 2's HR-chef skulle sidde med ved private samtaler.

I den ene kvindes tilfælde afsluttede advokaterne fra firmaet Norrbom Vinding sagen uden ansættelsesretlige konsekvenser for den pågældende chef. Det skete, selv om de kun havde talt med to ud af seks vidner, som kvinden ifølge sin forklaring havde fortalt om krænkelserne.

Den ene af de to var TV 2's tidligere direktør Merete Eldrup, mens den anden var den nuværende HR-chef. Ingen af dem bekræftede kvindens historie.

De fire vidner, som ikke blev kontaktet af advokaterne, bekræfter imidlertid over for Information, at kvinden i sin tid fortalte dem om chefens sexchikane.

"Jeg oplever det, som om TV 2 har ansat et advokatfirma, til at hjælpe TV 2," siger kvinden til Information.

Den anden kvinde kritiserer, at TV 2's HR-chef sad med ved hendes samtale i forbindelse med advokatundersøgelsen. Hun kalder det "grænseoverskridende", fordi HR-chefen også var ansat på TV 2, dengang hun blev udsat for sexchikane.

"Det var grænseoverskridende på alle niveauer. For dengang jeg oplevede de her ting, var der ikke nogen, der hjalp mig," siger hun til avisen.

Begge kvinder er siden hen blevet fyret af TV 2. De mistænker, at det er skete, fordi de sagde fra.

Kvindernes kritik bakkes op af en række eksperter. Blandt andet Peter Breum, der er advokat med speciale i arbejds- og ansættelsesret.

Han er uforstående over for, at advokaterne bag undersøgelsen ikke har kontaktet alle vidner, og at TV 2's HR-chef har fået lov til at sidde med ved samtalerne.

TV 2's administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, siger til Information, at det var TV 2's eget valg, at HR skulle sidde med om bordet, men at alle havde muligheden for at sige, at de ikke ønskede, at HR var til stede.

Hun erkender desuden, at advokatundersøgelsen "ikke giver det fulde billede" af sexisme på TV 2.

"Men jeg kan garantere, at vi har åbnet for en professionel behandling af de sager, der kom ind," siger hun.

Advokat Yvonne Frederiksen fra Norrbom Vinding, som gennemførte undersøgelsen, ønsker over for Information ikke at svare på kritikken. Hun henviser til TV 2, idet advokatundersøgelsen er afsluttet.

Advokatfirma indbringer ombrust Jes Dorph-kendelse for domstolene

Arbejdsgruppe om advokatundersøgelser er på plads

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også