Datatilsyn giver Rigspolitiet alvorlig kritik i sag om teledata

Rigspolitiet får kritik for, at et it-system, der ud fra teledata skulle vise folks placering, har haft fejl.
Rigspolitiet får alvorlig kritik efter sag om fejlagtige teledata. | Foto: Jens Dresling
Rigspolitiet får alvorlig kritik efter sag om fejlagtige teledata. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Datatilsynet udtaler alvorlig kritik af Rigspolitiet i den store sag om fejlagtige teledata.

Sagen omhandler et it-system, der ud fra masteoplysninger skulle vise, hvor folk har befundet sig på bestemte tidspunkter. De data har blandt andet været brugt i straffesager.

Men oplysningerne har ikke altid været retvisende.

Datatilsynet kritiserer Rigspolitiet for, at behandlingen af personoplysningerne ikke altid er sket i overensstemmelse med en række bestemmelser i retshåndhævelsesloven.

Det fremgår af en afgørelse, der er lagt på Datatilsynets hjemmeside mandag.

"Samlet set vurderer Datatilsynet, at Rigspolitiet har haft utilstrækkelige processer og arbejdsgange i forbindelse med behandlingen af teledata."

"Datatilsynet finder endvidere, at Rigspolitiet ikke har sikret kvaliteten, rigtigheden og integriteten af de leverede teledata, eller har påset den efterfølgende sletning af oplysningerne," skriver Datatilsynet.

Tilsynet vurderer, at politiet ikke har haft de rigtige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at "sikre et passende sikkerhedsniveau".

Det sker på baggrund af en redegørelse, som Rigspolitiet har lavet.

Kommunikationen til politikredsene og videre i straffesagskæden om kendte mangler har desuden heller ikke været i orden, mener tilsynet.

"Dette har, sammenholdt med kredsenes uens praksis for kvalitetskontrol af data og et manglende ledelsesmæssigt fokus på området, medført, at der i flere tilfælde er tilvejebragt ukorrekte personoplysninger, som bruges som bevismidler ved straffesager," skriver tilsynet.

Tilsynet påbyder samtidig Rigspolitiet at slette nogle personoplysninger, såfremt det ikke allerede er sket.

Rigspolitiet har seks uger til at efterleve påbuddet. Sker det ikke, kan det straffes med bøder.

Med afgørelsen afslutter tilsynet sin behandling af sagen. Tilsynet vil dog holde øje med, om Rigspolitiet får gjort det nødvendige til at sikre, at behandlingen fremover er lovlig. Det fremgår af de afsluttende bemærkninger i afgørelsen.

"Datatilsynet skal dog indskærpe for Rigspolitiet, at tilsynet vil monitorere dette behandlingsområde og tilsikre, at Rigspolitiet får implementeret de fornødne tiltag til at sikre en lovlig behandling og tilfredsstillende varetagelse af de registreredes rettigheder," skriver tilsynet.

Politiet trækker i snit teledata over 20 gange om dagen til trods for EU-dom

Endnu tyder intet på uskyldigt dømte i teledatasag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også