Politiet trækker i snit teledata over 20 gange om dagen til trods for EU-dom

Mere end 20 gange dagligt har politiet trukket oplysninger om danskernes teledata hos teleselskaber, skriver Version2.
I snit har politiet benyttet logningsdata 7400 gange årligt i perioden fra 2010-2018, og forrige år skete det i 672 tilfælde, uden at der forudgående var indhentet en retskendelse.
Brugen af teledata sker på trods af, at EU-domstolen så sent som i forrige uge fastslog, at den udifferentierede masseindsamling af danskernes teledata strider imod borgernes grundlæggende rettigheder.
"Vores praksis er, generelt set, ulovlig, men som mange andre lande i EU opretholder vi desperat vores nationale logningsregler," siger Søren Sandfeld Jakobsen, professor på CBS Law, til Version2.
Hverken Rigspolitiet eller Justitsministeriet har ifølge Version2 ønsket at udtale sig om praksissen.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch.)
Forsvarere i straffesager får besked om ny fejl i teledata
Endnu tyder intet på uskyldigt dømte i teledatasag