Advokatfirma bombarderet af dårlige anmeldelser efter juridisk kamp med kunde

En storm af dårlige anmeldelser ramte det engelske advokatfirma Summerfield Browne, efter advokaterne sagsøgte en af deres kunder, der havde skrevet en negativ anmeldelse på Trustpilot.
En online hær af vrede borgere, der følte, at dommen på 25.000 pund for en dårlig anmeldelse var for høj, bombarderede et engelsk advokatfirma med dårlige anmeldelser. | Foto: Aleksander Klug
En online hær af vrede borgere, der følte, at dommen på 25.000 pund for en dårlig anmeldelse var for høj, bombarderede et engelsk advokatfirma med dårlige anmeldelser. | Foto: Aleksander Klug

En online anmeldelse kan få store konsekvenser.

Det var i hvert fald lektien for det engelske advokatfirma Summerfield Browne, der fik en hær af vrede borgere til tasterne efter et søgsmål.

En af advokatfirmaets tidligere klienter ved navn Philip James Waymouth efterlod en dårlig anmeldelse på Trustpilot, hvor han kritiserede advokatfirmaet for at være "ude på at snyde folk" og rådgivningen for at være "spild af penge".

Advokatfirmaet Summerfield Browne reagerede ifølge Financial Times ved at sagsøge den tidligere kunde med begrundelsen, at anmeldelsen ikke var sandfærdig og derudover injurierende. Desuden havde den medført, at advokatfirmaet havde fået færre opkald fra potentielle klienter, lød det fra firmaet.

Advokaterne fik medhold, og Waymouth endte med at skulle betale 25.000 pund, svarende til ca. 213.000 kr., i erstatning, mens dommeren udtalte, at det var en særdeles "seriøs sag" at anklage et advokatfirma for at være uærlige.

"Vi kunne ikke ignorere en ubegrundet anmeldelse af vores arbejde, som en dommer desuden vurderede at være ulovlig, injurerende og potentielt skadelig for vores forretning og omdømme," siger Christian Browne, managing director af Summerfield Browne, ifølge Financial Times.

Historien kunne være slut her, men folkedomstolen var anderledes utilfreds med prisen for en negativ anmeldelse, og advokatfirmaet blev efterfølgende bombarderet af negative, en-stjerne-anmeldelser fra vrede borgere.

Trustpilot så sig derefter nødsaget til at fjerne muligheden for at anmelde firmaet, og sagen har siden udviklet sig til en diskussion om ytringsfrihed med Trustpilot i centrum, skriver nichemediet Lawgazette.

Øget internethandel gav flere bedragerisager sidste år

Norsk platform for rangering af advokater vokser og strammer op efter fejl 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også