Rådgivning driver væksten hos KPMG

KPMG vokser med en fjerdedel i sin rådgivningsforretning, hvor revisionshuset konkurrerer med blandt andre advokater, viser regnskab.
"Vi har en vis størrelse nu, som gør, at vi også lige skal absorbere væksten og få styr på forretningen," siger Henrik Mulvad, adm. direktør og seniorpartner hos KPMG i Danmark. | Foto: Gregers Tycho/ERH
"Vi har en vis størrelse nu, som gør, at vi også lige skal absorbere væksten og få styr på forretningen," siger Henrik Mulvad, adm. direktør og seniorpartner hos KPMG i Danmark. | Foto: Gregers Tycho/ERH

Revisions- og konsulentfirmaet KPMG skal på shoppetur efter nye bukser til sit rådgivningsforretningsben.

Rådgivning vokser således 25 pct. til 466 mio. kr., mens revision vokser med 9 pct. til 225 mio. kr., viser KPMG's netop offentliggjorte årsregnskab.

"Covid-19 har accelereret virksomhedernes digitale omstilling, og på den måde har 2020 i den grad bekræftet os i, at vores forretningsfokus på at udvikle den bedste teknologirådgivning i Danmark har været rigtigt," udtaler Henrik Mulvad, adm. direktør og seniorpartner hos KPMG i Danmark, i en pressemeddelelse.

Revionshusets rådgivning inden for skatteområdet vokser 27 pct., og samlet set runder KPMG's omsætning lige akkurat én mia. kr., hvilket er en vækst på 22 pct. i forhold til året før og en fordobling på fem år.

Fremover skal væksten ikke være helt så høj, siger Henrik Mulvad til Børsen.

"Vi har en vis størrelse nu, som gør, at vi også lige skal absorbere væksten og få styr på forretningen. Situationen er stadig usikker, og når det gynger så meget nu, så er man også mere konservativ, men i det bedste scenarie håber vi på en vækst på 10-15 pct.," siger direktøren til avisen.

KPMG står som andre revisionshuse på spring for at kapre markedsandele fra advokatfirmaer inden for juridisk rådgivning.

Ud over den juridiske rådgivning, som KPMG's moderselskab yder, fik advokatfirmaerne yderligere konkurrence, da revisionshuset sidste år oprettede KPMG Law Advokatfirma.

KPMG er det første af de store revisionshuse i Danmark til at oprette et decideret advokatfirma, mens de andre big four-selskaber – Deloitte, EY og PWC – alene har oprettet juridiske afdelinger inhouse.

KPMG Law Advokatfirma er et selvstændigt firma, da revisionshuse ikke må eje advokatfirmaer, og det fremgår ikke af årsrapporten, hvordan KPMG Law er kommet i gang i sit første leveår.

KPMG opretter selvstændigt advokatfirma med Kromann Reumert-advokat

KPMG Advokatfirma flytter væk fra revisionsfirmaet KPMG

KPMG Advokatfirma henter ny advokat fra københavnsk advokatkontor 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også