Advokater rækker ud efter minkavlere på vej mod historisk retsopgør

Der kommer til at være masser af arbejde til advokater i kølvandet på minksagen, der er uden historisk fortilfælde. Flere jurister venter retsligt opgør, og advokatfirmaernes interesse for mink er steget mærkbart, fortæller advokat for 130 avlere.
Advokater kan se frem til en masse arbejde, når minkavlerne skal kompenseres. | Foto: John Randeris
Advokater kan se frem til en masse arbejde, når minkavlerne skal kompenseres. | Foto: John Randeris

Flere advokatfirmaer forsøger i øjeblikket at hive minkavlere ind i forretningen, og DLA Piper og Dahl har for eksempel oprettet hotlines, hvor advokaterne sidder klar til at svare på spørgsmål fra de hårdt pressede minkavlere.

Set ud fra et forretningsperspektiv giver det rigtig god mening at række ud efter branchen, mener juraprofessor ved Syddansk Universitet Frederik Waage.

"Der er masser af arbejde i det her for advokater," siger han til AdvokatWatch.

Tvangsaflivningen af alle danske mink er ifølge juraprofessoren uden fortilfælde i dansk retshistorie, og sagen kaster potentielt flere opgaver af sig til advokater.

For det første forventer Frederik Waage, at der vil komme et retsligt efterspil, hvor man vil køre nogle prøvesager ved domstolene for at få fastlagt, om minkavlerne har fået den rette ekspropriationserstatning. Tidligere retspræsident ved Sø- og Handelsretten Henrik Rothe har tidligere været ude med samme vurdering.

"Det er første gang, vi ser et helt erhverv blive lukket ned. Vi må se, hvad det ender med, men jeg har svært ved at tro, at det ikke ender i en række retssager," siger Frederik Waage.

Ud over retssager ligger der en omfattende opgave for advokater i at rådgive landets 1200 minkavlere og et betydeligt antal virksomheder i følgeerhvervene, der sandsynligvis hver især skal have vurderet en eventuel ekspropriationserstatning.

Interesse blandt advokater er "klart tiltagende"

En af de første advokater, der var på banen i minksagen, er Birgitte Pedersen, partner i Hjulmandkaptain og leder af advokatfirmaets kontor i Hjørring. Hun blev i krisens begyndelse kontaktet af 31 minkavlere fra den nordjyske by Gjøl og har siden fået flere henvendelser, så hun er oppe på at repræsentere 130 avlere.

"Der kommer helt åbenbart et retsligt efterspil, hvis ikke alle minkavlere bliver omfattet af de samme regler, eller hvis kompensationen ikke er god nok. Men det er for tidligt at sige noget om, hvad der kommer til at ske," siger Birgitte Pedersen.

Hun oplever, at interessen for minkbranchen er "klart tiltagende" blandt andre advokatfirmaer.

"Der er mange, som først nu har en interesse i at hjælpe minkavlerne. Jeg har været med dem hele vejen igennem dette," siger Hjulmandkaptain-partneren.

Afviser at jagte ambulancer

Blandt andre advokatfirmaet Dahl, der har 30-40 kunder inden for minkavl og tilknyttede brancher, slår sig op på at kunne hjælpe avlerne.

"Vi har oprettet et datarum, hvor minkavlerne har mulighed for at læse artikler, vi har skrevet om de forskellige relevante juridiske problemstillinger, og hvor de også kan stille spørgsmål. Der er stor interesse for det, for der er rigtig mange, der står med nogle svære problemer," siger Anette Kusk, partner i Dahl.

Hun afviser, at advokatfirmaets indsats på området er et udtryk for såkaldt ambulance chasing, hvor advokater jagter folk, der bliver ramt af ulykker, for at tjene penge på dem.

"Det, vil jeg ikke sige, er tilfældet her. Det kan måske lyde meget frelst, men forældrene til en af mine kollegaer, som er med i den her taskforce, har en minkfarm, og det var de historier, hun fortalte om, hvordan det her foregår, der fik os til at gøre det her."

Handler det ikke også om, at I kan se en forretning i det?

"Det skyldes først og fremmest en ægte indignation i forhold til retssikkerhed. Og så er det klart, at vi også driver en forretning, men det var faktisk det andet, der var drivkraften."

Hvis det kun handlede om indignation, burde I vel også gøre det gratis hele vejen igennem?

"Ja, det kan du sige. Men hvis der kommer taksationssager, så kræver de rigtig mange timer i hver enkelt sag. Men jeg mener også, at det at få hjælp til, hvor man står rent retstillingsmæssigt, har en stor betydning. Og de er jo ikke tvunget til at vælge os til de sager, der evt. kommer," siger Anette Kusk.

Gør klar til retsligt efterspil

Partierne i Folketinget er i øjeblikket ved at forhandle om, hvordan avlerne skal kompenseres, og derfor vil advokaterne endnu ikke lægge sig fast på, om de sender søgsmål af sted til domstolene. Men Birgitte Pedersen fra Hjulmandkaptain gør sig klar til at kunne gøre det.

"Vi skal ikke starte en stor retssag op, før vi ved, hvor det her lander. Men vi begynder at forberede os på det retslige efterspil, der kan komme," siger hun og tilføjer:

"Jeg synes, det er for tidligt at begynde at stævne. Det er der nogle advokater, der gør. Men jeg mener ikke, vi skal trække minkavlerne igennem mere, end de allerede bliver."

Et af de advokatfirmaer, der har sendt en stævning af sted, er Hovmøller & Thorup, der 8. november stævnede Fødevarestyrelsen på vegne af Sønder Eng Mink.

Målet var at stoppe aflivningen af mink, fordi der manglede lovhjemmel til at gøre det. Det er ikke relevant længere, men stævningen kan alligevel bruges til noget, mener partner i Hovmøller & Thorup Hans Peter Storvang.

"Det er et godt signal, når man skal diskutere en erstatning, hvis man starter med at få fastslået, at hjemlen ikke var til stede," siger han.

Sag kan ende hos Kopenhagen Furs husadvokat

Hovmøller & Thorup har et tocifret antal minkavlere som kunder. Hans Peter Storvang vil ikke afsløre præcist hvor mange, men stævningen har fået flere til at slutte sig til firmaet, fortæller han.

"Vi har ikke gjort noget aktivt for at få minkavlerne som klienter, men det er klart, at ved at Sønder Eng er stået frem, og ved at det er bakket op af Bæredygtigt Landbrug, så har det nok givet nogle ekstra klienter," siger han.

Hvis der kommer et stort retsligt efterspil, er det nærliggende at antage, at det vil ske igennem minkavlernes andelsselskab Kopenhagen Fur, hvilket ifølge Hans Peter Storvang ville give god mening.

"Jo mere, man kan samles, jo bedre står man i et evt. retsligt efterspil, så det kommer jeg ikke til at stå i vejen for," siger han.

Kopenhagen Fur vil over for AdvokatWatch ikke kommentere et eventuelt retsligt efterspil, før den politiske aftale er på plads. Men hvis der kommer en samlet sag, står Mazanti-Andersen stærkt i konkurrencen, da advokatfirmaet er Kopenhagen Furs faste advokat.

Advokater og jurister kalder minksag "retslig danmarkshistorie" og "juridisk ragnarok"

Minkavlernes advokat bruger stort set al sin tid på stor sag med meget på spil

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også