Plesner bistod Københavns Lufthavn og Netcompany ved samarbejde om nyt selskab

Netcompany og Københavns Lufthavn har indgået et samarbejde om at udarbejde en digital platform ved navn Smarter Airports, der skal eksportere digitale løsninger til lufthavne i hele verden.
Det fremgår af en meddelelse fra Netcompany.
Smarter Airports bliver også navnet på det nye selskab bag platformen, som de to selskaber ejer ligeligt - 50/50 pct. Netcompany og Københavns Lufthavn vil tilsammen investere op mod 200 mio. kr.
Det er advokathuset Plesner, der har hjulpet med at gøre dette joint venture til en realitet, skriver firmaet på sin hjemmeside.
"Den kommende digitale platform vil ved hjælp af data, algoritmer og kunstig intelligens give helt nye muligheder for at kortlægge og integrere enorme datamængder om bl.a. trafikafvikling, flytider, check-in og security," skriver Netcompany i meddelelsen.
"Med andre ord vil løsningen gennem data skabe stor værdi ved at effektivisere og optimere alle processer i og omkring driften af lufthavne til gavn for passagerer, flyselskaber og alle virksomhederne i og omkring lufthavnen," lyder det videre.
Platformen forventes at være færdig i efteråret 2021.
Advokater fra Kromann og Gorrissen indsat som kuratorer efter kollapset leasingselskab
Aarhusianske Clemens rådgiver lokalt firma i forbindelse med investering fra kapitalfond