Direktør mister retten til at være advokat: "Det er 100 procent min fejl"

Direktør for Goodiebox har fået frataget retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre. "En hård afgørelse", siger direktøren, der dog indrømmer, det er hans egen fejl. Den tidligere advokat har blandt andet arbejdet for DLA Piper, Horten, Mærsk og Falck.
Goodiebox-direktøren fik i 2017 og 2018 bøder på henholdsvis 20.000 kr. og 80.000 kr for "tilsidesættelse af advokatpligterne". | Foto: Colourbox/Erwin Wodicka
Goodiebox-direktøren fik i 2017 og 2018 bøder på henholdsvis 20.000 kr. og 80.000 kr for "tilsidesættelse af advokatpligterne". | Foto: Colourbox/Erwin Wodicka

Før Rasmus Schmiegelow blev direktør for virksomheden Goodiebox, der sælger kosmetik på abonnement, havde han en længere karriere som jurist og advokat bag sig.

Schmiegelow stiftede Goodiebox i 2012, og i april 2016 droppede han advokatgerningen og sprang ind i iværksættervirksomheden på fuld tid – men han deponerede ikke sin bestalling.

Og efter en lang række forseelser har Advokatnævnet nu truffet den afgørelse, at Rasmus Schmiegelow frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.

"Jeg synes, det er en hård afgørelse, og jeg er overrasket over kendelsen. Det er også en 8-7 kendelse," siger Rasmus Schmiegelow til AdvokatWatch.

Med en "8-7-kendelse" henviser han til, at otte medlemmer i nævnet talte for at frakende ham retten til at udøve advokatvirksomhed "indtil videre", mens syv medlemmer talte for en tidsbegrænset periode på fem år.

"Men det er 100 pct. min fejl og mit ansvar, så det tager jeg bare til efterretning og kan i øvrigt bare beklage," tilføjer den 46-årige direktør.

Ville frifindes

Advokatrådet har klaget over, at Schmiegelow fra udgangen af 2015 til efteråret 2018 ikke har opfyldt en række krav, der følger med advokattitlen.

I den periode har han ifølge kendelsen blandt andet undladt at indsende klientkontoerklæringer, udeblevet fra en samtale påkrævet af Advokatrådet, undladt at have tegnet og opretholdt en ansvarsforsikring og undladt at deltage i obligatorisk efteruddannelse.

Det fik Advokatrådet til at kræve, at Rasmus Schmiegelow frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed "indtil videre".

Schmiegelows advokat, Kåre Pihlmann, forsøgte derimod at få ham frifundet eller – såfremt det ikke lykkedes – opfordre til en bøde. I yderste tilfælde kunne sanktionen være, at Schmiegelow blev frakendt retten til at være advokat i en fastsat periode, argumenterede Pihlmann ifølge kendelsen.

Men de 15 medlemmer i Advokatnævnet var ikke til at overbevise om, at sagen skulle ende med frifindelse eller en bøde.

"Det vigtigste er, at jeg ikke har arbejdet som advokat siden april 2016. Det er nogle regler, der er til for at beskytte klienter – og jeg har ikke haft nogen klienter eller betroede midler," siger Rasmus Schmiegelow og tilføjer:

"Mens jeg har praktiseret som advokat, har jeg aldrig haft en sag ved nævnet eller fået nogen sanktioner. Det her kommer, efter jeg er stoppet som advokat. Det er også derfor, jeg synes, det er en hård kendelse."

Bøder for 100.000 kr.

Men det faktum, at Schmiegelow ikke har arbejdet som advokat siden april 2016, hvor han stoppede som inhouse-advokat hos Falck, var ikke nok til at få nævnets medlemmer til at skifte mening og give ham en mildere sanktion.

"Rasmus Schmiegelow havde i perioden beskikkelse som advokat og var dermed underlagt de regler, der gælder for advokater," fremgår det af nævnets vurdering i kendelsen.

Schmiegelow "har gjort sig skyldig i gentagne og til dels grove overtrædelser af sine pligter som advokat", lyder det i afgørelsen fra Advokatnævnet.

Advokatrådets sekretariat har flere gange sendt rykkere og mindet Schmiegelow om, at forpligtelserne ved at have advokattitlen gælder, uanset om man arbejder som advokat eller ej.

Det har indtil videre været en dyr affære ikke at opfylde advokatkravene, da Goodiebox-direktøren i 2017 og 2018 fik bøder på henholdsvis 20.000 kr. og 80.000 kr for "tilsidesættelse af advokatpligterne".

Travlt med iværksættervirksomhed

Over for AdvokatWatch forklarer Schmiegelow, at det ikke er svært at deponere sin beskikkelse, men at forseelserne skyldes, at han har haft travlt med at få Goodiebox, der beskæftiger over 150 medarbejdere, til at vokse.

"Der har været fuldt fokus på drive en iværksættervirksomhed, og det er mere end et 24-timers job – nok nærmere 27 timer i døgnet – så det er der mit fokus har været," siger Rasmus Schmiegelow og understreger igen, at det dog er "100 procent hans fejl".

Har du planer om at indbringe kendelsen for retten?

"Det har jeg ikke taget stilling til endnu – det skal jeg lige drøfte med min advokat. Jeg har tidligere været virkelig glad for at være advokat og stolt af det. Men jeg har ikke nogen intentioner om at vende tilbage til advokatbranchen," siger Rasmus Schmiegelow.

Schmiegelow blev uddannet jurist i år 2000 og har blandt andet arbejdet med virksomhedshandler hos DLA Piper i London, hos Horten samt Moalem Weitemeyer Bendtsen – der i dag kun hedder Moalem Weitemeyer. Derudover har han været inhouse-advokat hos Maersk Oil og Falck.

Rasmus Schmiegelow skal desuden betale omkostningerne til den udpegede forsvarer.

Fremtrædende advokat risikerer at miste bestalling 

Karoly Németh har fået bøder for 405.000 kroner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også