Landsret skal bruge to måneder på at afgøre Samsam-sag

Der afsiges dom i den terrordømte Ahmed Samsams sag mod de danske efterretningstjenester til november.
Tre dommere i Østre Landsret er klar med deres afgørelse 8. november kl. 10. | Foto: Jens Dresling
Tre dommere i Østre Landsret er klar med deres afgørelse 8. november kl. 10. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Står det til Peter Biering fra Kammeradvokaten, skal Østre Landsrets dommere slet ikke forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt den terrordømte Ahmed Samsam samarbejdede med de danske efterretningstjenester, da han i 2013 og 2014 var i krig i Syrien.

Biering fremførte fredag eftermiddag sine afsluttende bemærkninger i sagen, hvor Samsam har sagsøgt Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester. Samsam vil have rettens ord for, at han var agent, og det skal tjenesterne anerkende, lød påstanden.

Men efterretningstjenesterne skal ikke kunne tvinges til at indrømme, hvorvidt der har været et samarbejde eller ej, lød det fra Biering.

”Hvis efterretningstjenesterne bekræfter forholdene, så giver de omverdenen et vindue ind til tjenesternes måde at arbejde på, ikke mindst med hensyn til kilder. Hvis de afkræfter, så vil det få den betydning, at hvis man ikke i fremtiden afkræfter, så vil det fremstå som en bekræftelse,” lød det fra Peter Biering.

Advokaten brugte en del af sin taletid på at begrunde, hvorfor det er vigtigt for efterretningstjenesterne at kunne holde deres arbejdsmetoder skjult. Og det tilkommer ikke domstolene at gå ind og tilsidesætte sådanne vurderinger, lød Bierings synspunkt.

Biering opfordrede de tre landsdommere til at lægge ud med at besvare netop det spørgsmål i deres votering. Fordi – mener han – landsretten vil nå frem til, at sagen afgøres allerede her.

Og dermed skal landsdommerne ikke tage stilling til den bevisførelse, som har været under sagen. Bevisførelse, som handler om, hvorvidt Samsam har været agent eller ej.

”Vi beder landsretten afstå fra at gå ind i vurderingen af, om der har været et kildeforhold. Det er ikke relevant, det er ikke nødvendigt,” lød det fra Peter Biering.

Og selv hvis landsretten skulle vælge at gå ind i bevisførelsen, så mener advokat Biering imidlertid, at den ikke – om man så må sige – beviser noget som helst, og da slet ikke, om der har været et agentforhold.

Dom til november

Tidligere fredag gjorde Samsams advokat, Erbil Kaya, en del ud af, at Samsam efter hans opfattelse var dømt uskyldigt i Spanien, da han i 2018 fik otte års fængsel for at have tilsluttet sig en terrorgruppe.

Den spanske retssag bar præg af alvorlige mangler, og Kaya beskrev det som en farce. Men det har ifølge Peter Biering ikke betydning for den aktuelle sag.

”Østre Landsret er ikke appelinstans for den spanske højesteret, og Østre Landsret skal ikke tage stilling til, om den europæiske menneskerettighedskonvention er overtrådt. Det har vi Menneskerettighedsdomstolen til,” lød indvendingen fra Peter Biering.

”Ahmed Samsam må søge om genoptagelse i Spanien. I den sag, kan han så fremlægge alle de oplysninger, som han har gjort i sagen her, og så kan de spanske domstole selv træffe afgørelse om, hvorvidt det har betydning eller ej,” sagde Biering.

Østre Landsret har efter parternes procedurer optaget sagen til dom. Den afsiges 8. november klokken 10. Dommer Steen Mejer afviste afslutningsvist Erbil Kayas ønske om, at dommen afsiges i et retsmøde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter