Spiludbyder får lov at indbringe millionerstatning for Højesteret

En spiludbyder har fået tilladelse til at anke en dom i Vestre Landsret, hvor spiludbyderen blev pålagt at betale en erstatning i millionstørrelsen til en kunde, til Højesteret.
Det har Procesbevillingsnævnet besluttet.
I 2010 oprettede en mand, der efter hjemkomsten fra en udstationering var blevet diagnosticeret med PTSD, en spilkonto hos spiludbyderen. Senere steg mandens spilforbrug markant, og han forhøjede flere gange sin grænse for indbetaling på sin konto.
Kunden var løbende i kontakt med en medarbejder hos spiludbyderen, der blandt andet tildelte ham forskellige spilbonusser. I oktober 2012 sendte kunden en mail til den pågældende medarbejder, hvor han gav udtryk for, at han spillede af desperation for at vinde det tabte tilbage. Spiludbyderen lukkede først hans konto ned, da manden knap et år senere – i september 2013 – oplyste, at han led af ludomani.
Herefter lagde manden sag an mod spiludbyderen med krav om betaling af mere end 2 mio. kr.
Byrettens dom faldt ud til spiludbyderens fordel, hvorefter kunden ankede sagen til Vestre Landsret, som fandt, at spiludbyderen havde "handlet ansvarspådragende over for manden og skulle erstatte det lidte tab", som blev sat til 1,2 mio. kr., skriver Procesbevillingsnævnet i sin afgørelse.
Advokat vil have udvisning af 16-årig for Højesteret