Trump kendes skyldig i alle anklager i sag om tys-tys-penge

Donald Trump er torsdag blevet den første amerikanske ekspræsident, som er dømt i en straffesag.
Den tidligere præsident i USA, Donald Trump, er torsdag fundet skyldig i en straffesag. | Foto: Steven Hirsch
Den tidligere præsident i USA, Donald Trump, er torsdag fundet skyldig i en straffesag. | Foto: Steven Hirsch
Af Ritzau

En jury, som har brugt to dage på at vurdere beviserne i en straffesag mod den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, har fundet ham skyldig i alle 34 anklager.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Afgørelsen, som er faldet ved en domstol i New York, betyder, at Donald Trump er den første amerikanske ekspræsident, som er blevet dømt i en straffesag.

”Det her var en uærlig og uværdig retssag. Den rigtige afgørelse bliver truffet 5. november af folket. Og de ved, hvad der skete her, alle ved, hvad der skete her,” siger Donald Trump efter afgørelsen ifølge AFP.

Han understreger samtidig, at han er ”en meget uskyldig mand”.

Den tidligere præsident er tiltalt for at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling på 130.000 dollar – cirka 900.000 kroner – til Stormy Daniels forud for præsidentvalget i 2016.

Overførslen blev ifølge anklagemyndigheden bogført som udgifter til advokatbistand og skulle sikre, at Stormy Daniels ikke udtalte sig om en affære, som hun og Trump skulle have haft i 2006.

Juryens afgørelse, som er truffet af 12 enige nævninger, forhindrer ikke Trump i at stille op til præsidentvalget, som afholdes 5. november.

Hvis Trump skulle kendes skyldig, var det et krav, at samtlige nævninger var enige.

Donald Trump nægter sig skyldig, og ifølge Reuters er det forventningen, at han vil anke sin dom.

Den tidligere præsident er indblandet i fire forskellige straffesager, men sagen om tys-tys-penge er den eneste, som det er forventningen vil blive behandlet inden præsidentvalget.

Det er torsdag ikke afgjort, hvilken straf Donald Trump står til. Men strafferammen på de lovovertrædelser, som han er fundet skyldig i, er op til fire års fængsel.

Ifølge det amerikanske medie CNN oplyser dommeren Juan Merchan, at en straf vil blive udmålt 11. juli.

CNN skriver, at både Donald Trump og hans søn, Eric Trump, så oprevne ud, da de forlod retten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også