Højesteret skal afgøre om landsret må udskyde sag med et år

En ankesag blev efter nye oplysninger udskudt med et år. Nu skal Højesteret afgøre, om udskydelsen er i orden.
Er det i orden, at Østre Landsret har udskudt en ankesag om drabsforsøg med et år? Det bliver nu et spørgsmål for Højesteret. | Foto: Jens Dresling
Er det i orden, at Østre Landsret har udskudt en ankesag om drabsforsøg med et år? Det bliver nu et spørgsmål for Højesteret. | Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

I januar 2023 blev en dengang 27-årig mand dømt i byretten for to helt umotiverede knivoverfald, som fandt sted i november 2021.

Men først i marts 2025 har Østre Landsret planlagt, at ankesagen kan behandles. Oprindeligt skulle ankesagen ellers for i marts 2024, men den blev rykket efter nye oplysninger.

Og nu bliver det et spørgsmål for Højesteret, om det er i orden, at sagen udskydes.

For Procesbevillingsnævnet har givet grønt lys til, at en protest fra den dømte kan tages til den højeste instans.

Ankesagen blev i første omgang sat i landsrettens kalender i perioden 6. til 15. marts 2024.

Men i februar anmodede anklagemyndigheden om, at sagen blev udskudt.

Der var kommet nye oplysninger fra afdelingsoverlægen på den psykiatriske afdeling, hvor den dømte mand var placeret.

Og de oplysninger skulle forelægges Retslægerådet, som har en berammelsestid på seks uger. Desuden kunne et vidne ikke møde til den ellers planlagte ankesag i marts.

Den dømte protesterede forgæves imod, at sagen skulle omberammes.

Forsvarsadvokaten sendte flere forslag til nye datoer i 2024, men landsretten meddelte, at sagen først kunne komme for fra 10. til 19. marts 2025.

Spørgsmålet om den nye berammelse er nu sendt videre til Højesteret.

Det var i november 2021, at der blev begået to helt umotiverede knivoverfald i Brønshøj.

I en kiosk blev en 16-årig dreng stukket med en lang køkkenkniv i ryggen.

Drengen var trængt op i et hjørne bag kioskdisken. Helt umotiveret stak den dømte ham i ryggen, hvilket medførte en sammenklappet lunge.

Nogle dage senere overfaldt han en ekspedient på en tankstation i Brønshøj. Offeret blev stukket en gang i brystkassen med en stor køkkenkniv.

Ved overfaldet i kiosken blev manden dømt for grov vold, og ved overfaldet på tanken blev han fundet skyldig i drabsforsøg.

Manden, som ifølge en mentalundersøgelse er sindssyg, blev dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse.

Selv har manden i retten ifølge B.T. forklaret, at han intet husker om knivoverfaldene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også