Byret får kritik for langsomt tempo i bedragerisag

I en usædvanlig afgørelse har Østre Landsret bedt en byret om at skynde sig mere med svindelsag.
En sag om bedragerier for omkring 80 mio. kr. bevæger sig med sneglefart i Københavns Byret. I en usædvanlig afgørelse har Østre Landsret beordret byretten til at skynde sig mere | Foto: Anthon Unger
En sag om bedragerier for omkring 80 mio. kr. bevæger sig med sneglefart i Københavns Byret. I en usædvanlig afgørelse har Østre Landsret beordret byretten til at skynde sig mere | Foto: Anthon Unger
AF RITZAU

"God jul!"

På et retsmøde i april i Københavns Byret kom der en usædvanlig hilsen fra en af de tilstedeværende.

Retten havde netop bestemt, at en stor straffesag om grov økonomisk kriminalitet skulle udskydes i lang tid. Også selv om den i forvejen er stærkt forsinket.

Først næste forår, altså i 2022, skulle fire tiltalte, deres forsvarere, anklageren, domsmænd og dommer mødes igen.

Men beslutningen skal nu laves om. Det er ikke godt nok, at Københavns Byret lader sagen ligge stille i mere end et år, fastslår Østre Landsret.

I en kendelse beordrer tre landsdommere deres kolleger i byretten til at finde andre datoer, så sagen "gennemføres hurtigst muligt og inden for rimelig tid".

Landsretten finder, at "den fortsatte hovedforhandling ikke er fremmet med den hurtighed, som sagens beskaffenhed kræver og tillader".

I byretten ønsker pressekontaktdommer Jens Stausbøll ikke at kommentere behandlingen af sagen. Men landsrettens afgørelse er usædvanlig, bekræfter han.

"Det sker meget sjældent," siger han.

Straffesagen har udgangspunkt i firmaet FH Byg Aps., som gik ned i 2009. Tiltalen drejer sig om bedragerier mod leasingselskaber for samlet næsten 80 millioner kroner.

Fra september 2017 og frem til december sidste år har byretten holdt en lang række retsmøder, og man er næsten i mål.

Der mangler kun afhøring af et enkelt vidne, ligesom anklageren og forsvarerne for de fire tiltalte skal holde deres procedurer over fem dage.

Alligevel besluttede byretten i foråret, at finalen i sagen først kan finde sted i foråret 2022.

Det er den afgørelse, som anklagemyndigheden protesterede imod, og heller ikke forsvarerne var tilfredse.

I forvejen har straffesagen været usædvanlig lang tid undervejs. Seks år har den varet.

Dette skyldes blandt andet, at den formodede hovedmand igen og igen indsendte sygemeldinger, hvilket fik byretten til at beslutte talrige udsættelser. 23 gange meldte han sig syg.

Til sidst tog anklagemyndigheden affære. Sagen mod ham blev udskilt. Konsekvensen blev to sager om næsten de samme forhold. I to forskellige retssale i byretten har man set på meget af det samme materiale og hørt de samme vidner.

Tempoet har været vidt forskelligt. Hovedmanden, Bo Hansen, blev i september sidste år idømt fængsel i fire år og seks måneder. Men det trækker altså ud med en afgørelse om de fire andre tiltalte.

Advokater advarer mod lange ventetider ved retten: Det er dobbelt straf

Aarhusiansk retspræsident kalder situationen "bekymrende"

Byret holder sagsbunke nede med ekstra jurister og weekendarbejde

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også