Nicolai Dyhr fjernes som kurator i 58 konkursboer efter dokumentar

Sø- og Handelsretten har fredag afgjort, at advokat Nicolai Dyhr ikke længere er kurator i 58 konkursboer.
Sø- og handelsretten er Danmarks største skifteret. | Foto: Anthon Unger
Sø- og handelsretten er Danmarks største skifteret. | Foto: Anthon Unger
Af Ritzau

Advokaten Nicolai Dyhr er blevet fjernet som kurator i 58 konkursboer.

Det oplyser retspræsidenten hos Sø- og Handelsretten til TV 2.

Ifølge TV 2 har Sø- og Handelsretten afsagt to kendelser, som til sammen betyder, at advokaten afsættes som kurator i 58 verserende konkursboer.

Nicolai Dyhr har i løbet af ugen været meget omtalt i kølvandet på, at han medvirker i TV 2’s dokumentar ”Den sorte svane”.

Dokumentarserien, som TV 2 offentliggjorde tirsdag, viser forbindelser mellem det kriminelle miljø og eksempelvis erhvervsfolk og advokater.

Gennem skjulte optagelser fra en muldvarp i det kriminelle miljø afsløres omfattende og alvorlig kriminalitet som hvidvask af store summer og svindel med bortskaffelse af forurenet jord.

Lars Økjær Jørgensen, som tidligere har været tilsynschef i Advokatrådet, siger til TV 2, at han ikke kender til sager, hvor en kurator er blevet afsat i så mange konkursboer.

”Det er et stort skridt, som Sø- og Handelsretten har taget ved at afsætte ham i så mange konkursboer. Retten har mistet troen på, at han kan varetage sit job ordentligt og redeligt,” siger han til mediet.

I weekenden kom det frem, at Nicolai Dyhr ikke længere er partner i det store advokatfirma Horten.

Han er blevet fyret som direkte konsekvens af dokumentaren, oplyste Horten.

Retspræsidenten ønsker ikke at kommentere sagen yderligere over for TV 2.

Det fremgår ikke, hvad retten nærmere har lagt vægt på i sine kendelser.

Men ifølge TV 2s oplysninger er Nicolai Dyhr blevet fjernet fra samtlige konkursboer, hvor han var indsat som kurator.

En kurator i et konkursbo skal varetage kreditorernes interesser. En kurator er en neutral person, som oftest bliver udpeget af skifteretten.

TV 2 skriver, at mediet forsøger at få en kommentar fra Nicolai Dyhr.

I weekenden bekræftede Nicolai Dyhr, at han ikke længere var ansat hos Horten.

Her sagde han til Børsen, at han havde handlet ”dumt” i sin dialog med nogle af de personer, som medvirker i dokumentaren. Han afviste samtidig, at han havde gjort noget ulovligt.

Det har han efter dokumentaren også gjort i et opslag på Linkedin.

Her afviser han, at han har hjulpet nogen med at omgå reglerne. Han skriver, at han har forelagt dokumentation for, at sagsbehandlingen er foregået efter reglerne, over for TV 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også