AdvokatWatch

Anklager og lokal tillidsrepræsentant: Vi kan ikke vente et år på flere kollegaer

KOMMENTAR: Tillidsrepræsentant for anklagerne ved Københavns Politi vil have justitsministeren til at sætte ind over for det, han kalder en "kritisk" situation i anklagemyndigheden. "Der skal handles nu," lyder det.

Martin Dahl Fuglsang, tillidsrepræsentant for anklagerne i Københavns Politi. Foto: Privat

De seneste uger har Berlingske beskrevet, hvordan det står til i anklagemyndigheden. Berlingskes dækning kan ikke efterlade nogen tvivl; situationen er ikke bare alvorlig, den er særdeles kritisk, og den skriger til himlen efter politisk handling.

Anklagemyndigheden er blevet mere og mere produktiv de seneste år, men denne produktivitet er ikke kommet uden omkostninger. Disse omkostninger slider på følelsen af retfærdighed og medarbejdernes helbred. Det kan ikke være rigtigt, at vi har en anklagemyndighed, hvor medarbejderne bliver syge af deres arbejde, og hvor der både løbes usundt stærkt inden for arbejdstiden, og hvor der lægges et massivt antal overarbejdstimer, der hverken kan udbetales eller afspadseres.

At der er noget om snakken, kom særligt til udtryk i Anklagemyndigheden ved Københavns Politi, som inden for et år har fået tildelt to påbud vedrørende en for stor arbejdsmængde og et for stort tidspres. Det må aldrig være et grundvilkår, at man bliver syg af sit arbejde.

Fra politisk side har man et naturligt ønske om at prioritere visse typer sager. Politiske prioriteringer er et naturligt styreinstrument i et demokrati, og vi anklagere respekterer disse ønsker. Politikerne skylder dog at fortælle befolkningen, hvilke konsekvenser disse prioriteringer medfører.

Den nuværende personalemæssige situation i anklagemyndigheden betyder, at når man fra politisk side vælger et bestemt fokusområde, så er det stort set kun de sager, anklagemyndigheden har ressourcer til at løbe efter. Der findes ikke én eneste anklager i Danmark, der ikke er enig i, at sager vedrørende vold, våben og voldtægt er særdeles vigtige, men vi anklagere mærker den direkte konsekvens, når borgerne ringer til os efter årevis ventetid, fordi deres sag vedrørende indbrud, tyveri eller røveri fortsat ikke er behandlet.

Jeg kan nu forstå, at man fra politisk side igen ønsker at reducere mængden af sager og sagsbehandlingstiden med 20 pct. over de næste to år. Et ønske vi anklagere absolut også har. Hvem har lyst til at gå i retten med en tre-fire år gammel sag? Ønsket efterlader dog et klart spørgsmål til ministeren: Hvordan vil justitsministeren sikre, at anklagernes allerede uacceptable arbejdsmiljø ikke forværres af kravet om en reduktion af sagsmængden og sagsbehandlingstiden på 20 pct. over de næste to år?

Såfremt man ikke er villig til at give anklagemyndigheden et markant ressourcemæssigt løft, er der kun et muligt svar på spørgsmålet. Det er at gå gevaldigt på kompromis med kvaliteten af sagsbehandlingen, hvilket åbenlyst vil have negative konsekvenser for følelsen af retfærdighed. Vi kan ikke løbe hurtigere, og vi kan ikke lægge flere gratis overarbejdstimer, og mulighederne for procesoptimering er efterhånden opbrugte. Retfærdighed er altså en kortvarig fornøjelse, såfremt de kriminelle ikke ender med at blive retsforfulgt og eventuelt idømt en straf.

Fredag kom det frem, at politiforliget udsættes til næste år. I en nyhedsartikel på DR løfter ministeren sløret for, at der afsættes penge til flere politifolk allerede fra næste år. Politifolk, der uden tvivl er brug for. Derudover er der en tilkendegivelse af, at politiets overarbejdspukkel skal løses.

Igen savnes en politisk forståelse af hele straffesagskæden. I anklagemyndigheden bliver der hvert eneste år slettet massive mængder overarbejde, da juristernes overenskomst adskiller sig fra politiets. Der er dog internt i anklagemyndigheden ingen tvivl om, at også vores overarbejde ligeledes er eksploderet de seneste år. Når bandekrige blusser op, er det ikke kun politiet, der bliver sat på overarbejde. Anklagemyndigheden skal blandt andet indbringe og føre disse mange sager for retten, sikre legaliteten i politiets efterforskning samt indhente diverse kendelser.

Den eneste grund til, at anklagemyndigheden ikke er brudt sammen endnu, er at anklagerne er særdeles dedikerede til deres job, og at de i årevis er gået mere og mere på kompromis med sig selv.

Jeg efterlyser en klar tilkendegivelse fra ministeren vedrørende et løft af anklagemyndigheden. En tilkendegivelse på lige fod med den tilkendegivelse, der gives til politiet om 150 ekstra betjente allerede til næste år.

Situationen i anklagemyndigheden er kritisk, og der skal handles nu.

Store kvaler udskyder politiforlig med et år

Anklager om stramme tidsfrister: "Det giver ingen mening"

Støttepartier opfordrer regeringen til at bremse problemerne hos anklagemyndigheden

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier