AdvokatWatch

Ret & Råd Fyn opgiver kontorer i provinsen for at overleve

Forretningen ville ikke overleve, hvis Ret & Råd Fyn ikke valgte at sløjfe filialerne i provinsen og samle medarbejderne på et kontor i Odense, siger adm. direktør og partner Mads Peter Sommerlund. Firmaets omsætning har været faldende de seneste år som resultat af centralisering og et generationsskifte, lyder det.

Sydfyn set fra oven. Foto: Peter Hove Olesen

Faaborg, Assens, Nyborg, Middelfart og Ejby.

De fynske byer har det tilfælles, at advokatkæden Ret & Råd Fyn har måttet opgive at drive forretning herfra. Ret & Råd Fyn har gennemgået en større transformation de seneste år, hvor kæden har sagt farvel til provinsen og samlet de 25 medarbejdere på kontoret i Odense i stedet.

"Vi har været et provinskontor på godt og ondt, og vi har hovedsageligt levet af de sager, der var lokalt. Men udviklingen i branchen gjorde det nødvendigt for os at skifte fra at være lokalt funderede filialer til et samlet advokatkontor," siger Mads Peter Sommerlund, advokat og adm. direktør i Ret & Råd Fyn.

Det har også sat sine spor i regnskabsbøgerne. I regnskabet for 2017/2018 havde Ret & Råd Fyn et tab før skat på trekvart mio. kr. ud af et bruttoresultat, der faldt fra 12,5 mio. kr. til 11,9 mio. kr. Året før, det vil sige regnskabet for 2016/2017, var der 8 mio. kr. tilbage på bundlinjen.

I det netop offentliggjorte regnskab for 2018/2019 er bruttofortjenesten gået tilbage og lander på 10,8 mio. kr., mens årets resultat før skat ligger på 497.707 kr.

"Når man begynder at lave om på ting, som vi har gjort, får man altid udfordringer. Vi har været igennem nogle svære skift, for samtidig med at vi har samlet det hele i Odense, er der en række af de ældre medarbejdere, der er fratrådt," siger Mads Peter Sommerlund og tilføjer:

"Siden selskabets stiftelse har vi været præget af at have mange ældre indehavere, så det har været en lang proces med generationsskifte. Men det har taget fart her det sidste år, hvor flere partnere er blevet pensionsmodne og træder fra."

Retskredsreform spænder ben

Selv om forandringerne er snublet over hinanden de seneste år, har de været nødvendige for at sikre forretningen fremover, mener Mads Peter Sommerlund. Baggrunden for at rykke medarbejderstaben fra kystbyerne til Odense var en kombination af, at advokatfirmaet havde problemer med at rekruttere advokater med rette kompetencer og retskredsreformen.

Reformen medførte, at 82 byretskredse i 2007 blev reduceret til 24, og det har fået konsekvenser for flere advokater i mindre byer, som AdvokatWatch tidligere har beskrevet.

"Advokatfirmaerne, der er tilbage i småbyerne, hvor der ikke er en ret, kommer til at forsvinde. Vi havde ikke lyst til at være sidste mand, der lukkede og slukkede. Nu sidder vi på to etager inde i Odense i samme bygning som skifteretten," siger Mads Peter Sommerlund, der dog ikke lægger skjul på, at han er ærgerlig over udviklingen.

"Før sad jeg og kiggede ud over havnen, og jeg kunne cykle på arbejde på to minutter. Nu sidder jeg og kigger ud over en mørkegrå parkeringsplads. Men det var det, som var nødvendigt, hvis vi skulle overleve," siger han.

Interesseret i flere medarbejdere

Siden firmaet blev stiftet i 2007, er advokatkontoret gået fra at beskæftige mere end 50 medarbejdere til i dag 25 blandt andet som følge af udfordringerne med at have kontorer i de mindre, fynske byer, vigende tilgang af sager – specielt handler – og udfordringer med rekruttering af nye medarbejdere.

Med adresseskiftet er det dog blevet lettere at rekruttere, og firmaet har netop ansat en tredjeårsfuldmægtig og en advokat.

Adspurgt, hvad firmaet har af planer for fremtidig vækst, lyder det:

"Vi har det godt med den størrelse, vi har, men vi vil gerne være flere. Vi har dog ikke noget vækstmål som sådan."

Ret & Råd Fyn henvender sig både til private, hvor firmaet især rådgiver i forbindelse med køb og salg af fast ejendom, og erhverv. Det fynske advokatkontor har ubemandede mødekontorer i Faaborg, Assens og Middelfart for at kunne møde klienterne i lokalområderne.

Konkurrenterne er primært Kielberg og Focus Advokater på Fyn, lyder det fra Mads Peter Sommerlund. Selv om Mazanti-Andersen Korsø Jensen i foråret gjorde sit indtog på Fyn ved at fusionere med Bonnesen Advokater, har Ret & Råd Fyn ikke mærket en øget konkurrence, fortæller direktøren.

Advokat alene i Assens: Savner lokal modpart

Provinsadvokat i kuratorpanel: "Det er mit indtryk, at det virker"

Provinsforsvareren kan forsvinde: "Vi er da gode nok at have i nærheden"

Ret & Råd-advokater kommer ud med underskud

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier