AdvokatWatch

Forsvarerne har kostet 50 millioner i stor svindelsag

Specialister i politiet forsøger at opspore værdier efter Københavns Byrets dom i sagen om ”Operation Greed”.

Foto: Jens Dresling

Regningen for forsvarernes indsats er endnu et tegn på, at en netop afgjort straffesag i Københavns Byret om en fakturafabrik har haft et helt usædvanligt omfang.

Der er betalt 50 millioner kroner i salærer, oplyser byretten fredag til Ritzau dagen efter domsafsigelsen i sagen om ”Operation Greed”.

Helt præcist er der udbetalt 50.318.081 kroner. Det dækker salærer til både nuværende og fratrådte advokater under hele sagens forløb. Altså tilbage til oktober 2017, da politiet gik i aktion, hvorefter 11 af de anholdte personer blev varetægtsfængslet.

Efterforskningen førte til, at i alt 17 mænd og tre selskaber blev tiltalt og stillet for retten.

Første retsmøde fandt sted i december 2018, og oprindeligt regnede anklagemyndigheden med, at processen ville lægge beslag på 77 retsmøder.

Det udviklede sig helt anderledes. 153 gange blev der holdt retsmøder, og først efter tre et halvt år kunne dommen afsiges. Det skete torsdag eftermiddag.

Sagen har ”omfattet et sagsmateriale af et helt ekstraordinært stort omfang”, bemærker byretten selv i en pressemeddelelse.

Netværket var en kriminel servicevirksomhed, har byretten slået fast.

Fra 2015 og frem til anholdelserne blev der fremstillet mere end 5000 falske fakturaer i en stribe stråmandsselskaber. Arbejdet foregik i en kontorcontainer ved et hotel i Brøndby og i selve hotellet.

Kunderne var cirka 850 firmaer, der havde udført sort arbejde, og som skulle bruge fakturaerne over for skattevæsenet. De fik beløbene retur i kontanter - minus et gebyr på omkring 13 procent.

Flere af de tiltalte er fundet skyldige i at have deltaget i kundernes unddragelse af moms og skat. Statskassen blev snydt for 296 millioner kroner. Hovedmanden, Naveed Anwar, er idømt fængsel i syv år.

Andre tiltalte deltog ifølge dommen i hvidvaskning. En 65-årig mand var ejer og direktør i to vekselkontorer og hvidvaskede omkring 400 millioner kroner, har byretten vurderet.

Endnu kan der ikke sættes flueben ved ”Operation Greed”. 10 af de dømte mænd og et af selskaberne har straks anket til Østre Landsret. De vil frifindes.

Selv om der ved dommen er konfiskeret værdier for i alt 61 millioner kroner, fortsætter specialister i politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet jagten på værdier. Det har politiet oplyst.

Byret klar med dom i historisk stor svindelsag

Advokater har haft rigeligt arbejde efter fem år med rekordstor svindelsag

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

En advokat blev i denne uge varetægtsfænglset for hvidvask. Derudover bød ugen blandt andet på historier om en strid mellem en byret og anklagemyndighed, mens Danske Advokaters nye formand meldte sig ind i samfundsdebatten.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier