AdvokatWatch

Coronakrisen har medført færre konkurser end opsvinget

Under coronakrisen har det været større virksomheder end normalt, der har drejet nøglen om, viser analyse.

Boghandlerkæden Arnold Busck indgav sin konkursbegæring under coronakrisen. Her ses Arnold Busck i Købmagergade. Foto: ANTHON UNGER

Der har været færre ugentlige konkurser under coronakrisen end under det økonomiske opsving, der prægede årene op til krisen.

Det viser en ny analyse fra Finans Danmark, der er pengeinstitutternes brancheorganisation.

Siden coronakrisens begyndelse er der gennemsnitligt blevet indgivet 122 konkursbegæringer på danske virksomheder om ugen.

Det svarer til omkring 1800 virksomheder, der i alt har måttet dreje nøglen om under krisen.

Sammenlignet med perioden under det økonomiske opsving fra 2013 til 2020 er der tale om et lille fald i ugentlige konkurser.

Ifølge Finans Danmark skyldes det de kompensationsordninger og hjælp fra pengeinstitutterne, som virksomhederne har kunnet benytte sig af under coronakrisen.

De konkursramte virksomheders medarbejdere fylder på grund af udviklingen også kun beskedent i ledighedsstatistikkerne under krisen.

Det fortæller Niels Arne Dam, der er underdirektør og cheføkonom i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

"Den kraftige stigning i ledigheden er således ikke særligt relateret til konkurser, men snarere til virksomheder, der har været nødt til at skære ned," siger han.

Analysen viser derudover, at det nu er lidt større virksomheder, der fylder mest i konkursstatistikken, sammenlignet med perioden før coronakrisen.

"Jeg hæfter mig ved, at virksomheder ramt af konkurs i krisens første måneder har haft flere ansatte end dem, der blev ramt af konkurs under det langvarige opsving fra 2013 og frem til denne vinter," siger Niels Arne Dam.

"Det peger på, at coronakrisens bratte start har ramt store såvel som små virksomheder i udvalgte brancher. Det kan samtidig indikere, at hjælpepakkerne i særlig grad har hjulpet de helt små virksomheder."

Derfor advarer han om, at der er en risiko for, at der vil vise sig en "markant stigning" i konkurser blandt enkeltmandsvirksomheder, når hjælpepakkerne udfases.

Svenske og finske konkurstal stikker af – i Danmark er det modsat

Rejsebranche frygter at hjælpepakke bliver til boomerang

Coronakrisen skaber store forandringer i detailsektoren

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier