700.000 privatansatte kan arbejde hjemme under coronavirus

Jurister, advokater, ingeniører, økonomer og it-folk har gode muligheder for at arbejde hjemme under coronavirus.
680.000 lønmodtagere og selvstændige kan ifølge DI arbejde hjemmefra. | Foto: colourbox.com
680.000 lønmodtagere og selvstændige kan ifølge DI arbejde hjemmefra. | Foto: colourbox.com
AF RITZAU

Omkring hver tredje ansatte i de danske virksomheder har et job, som de kan passe hjemmefra. Heriblandt mange advokater og jurister.

Det vurderer erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI), der har kortlagt, hvilke job folk sidder i.

De danske myndigheder har i denne uge opfordret virksomheder til at lade flest mulige arbejde hjemmefra for at mindske spredningen af coronavirusset. 

Det kan 680.000 lønmodtagere og selvstændige ifølge DI. Der er omkring to millioner beskæftigede i private virksomheder i Danmark. 

"Især rigtig mange ledere vil have gode muligheder for at arbejde hjemmefra, men det gælder også blandt andet ingeniører, it-folk, jurister, økonomer og journalister," siger Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri. 

Dansk Industri har ikke nogen opgørelse over, hvor mange der rent faktisk arbejde hjemme i øjeblikket.

Steen Nielsen påpeger, at der i mange virksomheder bliver afholdt ekstra ferie i øjeblikket. Det forventes også at være billedet de kommende uger, hvor skoler og daginstitutioner er lukkede.

Steen Nielsen understreger, at det for de fleste af de 680.000, der kan arbejde hjemme, kun vil være oplagt i en kortere periode. 

"De fleste vil nok kunne tage nogle dage hjemmefra, men efter et stykke tid bliver det nok også en udfordring." 

"Mange virksomheder har nogle systemer, som man typisk kun vil kunne tilgå fra arbejdspladsen, og der vil være nogle ting, som man har behov for at drøfte eller koordinere med kolleger ansigt til ansigt," siger han.

En rundspørge blandt nogle af de danske C25-virksomheder, som Ritzau Finans har lavet, viser, at stort set alle, der kan arbejde hjemme, er blevet bedt om det.

Det gælder i virksomheder som Danske Bank, Mærsk, FLSmidth og Pandora. 

Derimod er der en stor gruppe, hvor det er umuligt at arbejde hjemmefra. 

Det kan være ansatte i butikker, tømrere, elektrikere, smede, mekanikere, chauffører, rengøringsassistenter, vinduespudsere og fabriksansatte. 

Ud over de privatansatte er de offentligt ansatte sendt hjem fra fredag og skal så vidt muligt arbejde hjemmefra.

Der er omkring 800.000 offentligt ansatte i Danmark. En lang række ansatte skal dog blive på arbejdet. 

Det gælder ansatte i politiet, forsvaret, fængselsvæsenet, sundhedsvæsenet, pleje- og ældresektoren og dele af det sociale område.

Advokatfirmaer sender folk hjem og skuer mod usikker økonomisk fremtid

M&A-advokater afventer corona-effekt: "Det er fuldstændig uforudsigeligt"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også