AdvokatWatch

DNA-fejl bekymrer forsvarsadvokater

Forsvarsadvokater udtrykker bekymring for nyheden om, at Rigspolitiet har konstateret fejl i brugen af dna-profiler og dermed har ændret retningslinjer for brug af dna som bevis. Advokatrådet maner til besindighed.

Michael Juul Eriksen er en af de forsvarsadvokater, som udtrykker bekymring for nyheden om fejl i dna-profiler. Foto: /Ritzau/Scanpix Tariq Mikkel Khan

Fejl i brugen af dna-profiler har fået Rigspolitiet til at ændre praksis i forbindelse med brugen af dna som bevis, og det skaber bekymring hos flere forsvarsadvokater.

"Først gik vi ud fra, at teleoplysninger var et bevis, man kunne stole på, og nu viser det sig også, at dna-registeret heller ikke er ufejlbarligt, så det er virkelig problematisk. Hver gang sådanne sager kommer op, så svækker det tilliden til retssystemet. Det ene konkrete eksempel er bare en sag for meget," siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage til Jyllands-Posten.

Frem til 2012 blev en dna-profil udarbejdet på baggrund af en analyse af 10 bestemte dele af dna-molekylet. Siden har det været 16, hvilket har betydet, at sandsynligheden for at opnå et match teoretisk set er faldet. I den aktuelle sag, hvor der er konstateret fejl, var den sigtede profil baseret på en analyse af den gamle model. Nu er reglerne skærpet, men en række forsvarsadvokater er alligevel bekymrede for, om der viser sig flere fejl i systemet.

Kristian Mølgaard, formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, siger til Jyllands-Posten, at sagen er bekymrende, og i Berlingske siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, at problemet med dna-profiler ikke er nyt, og der potentielt kan sidde flere uskyldige fængslet på den konto.

"DNA betragtes som et sikkert bevis, og det er ikke noget, der er blevet sat spørgsmålstegn ved tidligere. Det vil være rimeligt at få undersøgt de sager, hvor 10-systemer har ført til domfældelse. Hver eneste gang, der er risiko for, at en uskyldig bliver dømt, er det et problem for retssamfundet," siger Michael Juul Eriksen til Berlingske, hvor også forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen udtrykker bekymring.

Han siger til avisen, at det kan vise sig at blive et større problem end teledatasagen, hvis der bliver konstateret flere fejl end den ene, der indtil videre er fundet.

Hos Advokatrådet maner forsvarsadvokat Karoline Normann til besindighed. Hun vurderer ifølge nyhedsbureauet Ritzau, at der ikke umiddelbart er grund til at frygte, at uskyldige er blevet dømt ved domstolene på grund af at retsgenetikerne frem til 2012 udarbejdede dna-profiler på en anden måde end i dag.

"Dna-beviset kan ikke og har aldrig kunnet stå alene, fordi det er et statistisk bevis," siger Karoline Normann, der er formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg.

Politi skærper regler om dna efter fejlagtig mistanke

Telemaster med skæve data kan have vildledt politiet i Emilie Meng-sag

Rigspolitichef erkender svigt i teledatasag

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier