Preben Bangs kontroversielle forslag skal reducere ventetid i retten

Retssikkerheden vil blive indskrænket, men det er nødvendigt, hvis man skal løse problemet med de lange ventetider på civile retssager.
Sådan lyder det fra formanden for Folketingets retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V). Ifølge Børsen har han fremlagt en række forslag til justitsminister Nick Hækkerup (S), og flere af forslagene vil isoleret set sænke retssikkerheden for virksomheder og borgere.
"Hvis vi har 99 pct. retssikkerhed i dag, kan det være, at vi med mine forslag får 98 pct. Det er til at leve med. For undskyld mig: Hvor er retssikkerheden henne, når man venter i årevis på at få en sag for retten," spørger Preben Bang Henriksen retorisk i Børsen.
Preben Bang Henriksen foreslår blandt andet, at antallet af dommere kan nedsættes fra tre til to i civile ankesager, ligesom en forhøjet ankebegrænsning til 50.000 kr fra det nuværende 20.000 kr. er blandt formandens forslag. Et tredje forslag går på at fordoble grænsen for de såkaldte småsager fra 50.000 kr. til 100.000 kr.
Peter Andersen, juridisk chef i SMV Danmark, bakker op om Preben Bang Henriksens forslag om at nedsætte antallet af dommere ved ankesager. Han siger desuden til Børsen, at han gerne ser Retsplejeloven ændret, så andre end advokater kan bistå virksomheder eller borgere i retten.
Retspræsident: Spareøvelse bringer retssikkerheden i fare
Virksomheder må vente: Straffesager overskygger civile sager