AdvokatWatch

Advokatfirma retter ind efter kritik for "misbrug" af særtitlen som kammeradvokat

Advokatfirmaet Poul Schmiths brug af titlen som kammeradvokat har været under beskydning for både at være "konkurrenceforvridende" og "i strid med ånden i kammeradvokataftalen". Efter kritikken har advokatselskabet skruet ned for brugen af sin titel over for ikke-statslige kunder. Men det er fortsat ikke nok, mener Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv vil sætte en stopper for det private advokatfirma Poul Schmiths brug af Kammeradvokattitlen. Managing partner, Tomas Ilsøe Andersen, kalder diskussionen om titlen "beside the point". | Foto: Poul Schmith/Kammeradvokaten / PR

Advokatfirmaet Poul Schmith har hidtil skiltet hyppigt med firmaets særtitel som statens advokat 'kammeradvokaten' på sin hjemmeside og i forbindelse med undersøgelser for ikke-statslige kunder. Men det bliver der nu tilsyneladende lavet om på.

Ifølge Moderniseringsstyrelsen er det "i strid med ånden i aftalen", at Poul Schmith bruger sin titel som Kammeradvokat, når selskabet rådgiver ikke-statslige klienter. Det slog styrelsen fast i et brev sidste år, som AdvokatWatch har fået indsigt i.

Der har været flere eksempler på, at Poul Schmith har brugt sin særtitel til at reklamere på det private marked over for klienter, som ikke er staten. Det har brancheforeningen Dansk Erhverv rettet kraftig kritik af og kaldt det konkurrenceforvridende og "misbrug af titlen".

På Poul Schmiths hjemmeside er kammeradvokattitlen blandt andet blevet brugt til at reklamere for ydelser til startupselskaber i forbindelse med konkurrenceretssager, insolvens og rekonstruktion, som er områder, der særligt er målrettet det private marked.

"Det er en generel anprisning af, hvem vi synes, vi er"

AdvokatWatch har kontaktet firmaet om brugen af kammeradvokattitlen på selskabets hjemmeside over for ikke-statslige klienter.

Her var beskeden, at Poul Schmith selv mente at "sondre skarpt" mellem brugen af navnene over for statslige såvel som private kunder, som Boris Frederiksen, bestyrelsesformand i Advokatfirmaet Poul Schmith, tidligere har udtalt.

"Sagen er den, at titlen er indarbejdet for de statslige kunder, og at vi ikke selv bruger den i forbindelse med private kunder. Vi kan dog ikke styre, at de sidstnævnte så alligevel af og til kan finde på at kalde os Kammeradvokat i stedet for Poul Schmith," skrev formanden til Berlingske i sommer.

Managing partner, Tomas Ilsøe Andersen, kunne dog ikke udelukke over for AdvokatWatch, at der i nogle sammenhænge bliver skrevet Kammeradvokaten i stedet for Poul Schmith:

"Det er jo en væsentlig ting, vi går og mener, vi er hver dag," siger Tomas Ilsøe Andersen og tilføjer:

"Dem, der laver vores hjemmeside, skriver helt berettiget, at det jo er Kammeradvokaten, fordi det synes de, når de går på arbejde. Det er sådan en generel anprisning og en fuldtonet angivelse af, hvem vi synes, vi er."

Poul Schmith retter ind: Ændrer sin hjemmeside

Tager man et kig på advokatselskabets hjemmeside i dag, en uge efter AdvokatWatch i sidste uge kontaktede advokatselskabet, vil man opdage, at der er blevet skruet gevaldigt ned for brugen af titlen "Kammeradvokaten," som næsten ikke var til at overse før.

Tidligere betegnelser på hjemmesiden som "Kammeradvokatens specialister" er nu udskiftet med "vores specialister". Tomas Ilsøe Andersen har efter rettelserne skrevet i en mail om brugen af "Kammeradvokaten" over for det private klientel:

"Af hensyn til generelt at undgå misforståelser så bad jeg i sidste uge om, at alle steder på hjemmesiden blev gennemgået på ny for at undgå den slags," skriver managing partner Tomas Ilsøe Andersen i en mail til AdvokatWatch.

Han afviser, at nogen kunder indtil videre har taget fejl af navnene og mener, at klienter –  private som offentlige –  godt er klar over, om de ringer til Kammeradvokaten eller Poul Schmith.

Dansk Erhverv: Drop kammeradvokattitlen

Kammeradvokatens særstilling har været under beskydning fra både Dansk Erhverv og advokatselskabet Bach. Erhvervsorganisationen har blandt andet kritiseret Kammeradvokaten for at "misbruge" sin titel som et kvalitetsstempel på det private marked, som giver "urimelige" fordele i konkurrencen om private kunder og i rekrutteringen.

Selvom Kammeradvokaten har skruet ned for brugen af sin titel, mener Dansk Erhverv fortsat ikke, at det er nok. Erhvervslobbyen opfordrer helt til et forbud mod at anvende titlen.

"Vi har gjort Moderniseringsstyrelsen opmærksom på, at titlen bruges i mange andre sammenhænge, end hvad der er tiltænkt, hvilket er stærkt konkurrenceforvridende," siger politisk konsulent hos Dansk Erhverv, Daniel Møller Jensen. 

Daniel Møller Jensen kalder det problematisk, at Kammeradvokatens hjemmeside blot hedder Kammeradvokaten.dk, og at Poul Schmith-navnet slet ikke fremgår på selskabets Instagram-konto, som er en af selskabets rekrutteringskanaler.

"Det helt store problem er jo, når Poul Schmith bruger titlen som kammeradvokat på det private marked i konkurrence med alle de andre. Det er der, det er konkurrenceforvridende, og det er det, vi gerne vil have sat en stopper for," tilføjer han.

Tomas Ilsøe Andersen afviser at ændre organisationens Instagram-konto. Han mener, det er vigtigt, kommende medarbejdere ved, at de kommer til at arbejde for statens foretrukne advokatfirma.

Han afviser, at det skulle give Poul Schmith nogen fordel at skilte med Kammeradvokattitlen over for ikke-statslige kunder:

"Jeg har selv prøvet at sidde med private kunder, som egentlig ikke var interesseret i at snakke med mig, fordi når man er en statsprimæradvokat, herunder blandt andet for Skatteministeriet, så opstår der en helt naturlig skepsis omkring, hvad man kan fortælle til os," siger partneren.

"I strid med ånden i aftalen"

I den aftale, Kammeradvokaten har med staten, er der ikke taget stilling til, om Poul Schmith må bruge betegnelsen som kammeradvokat over for private klienter. Men Moderniseringsstyrelsen har i et brev gjort det klart, at det vil "være i strid med ånden i aftalen", hvis Kammeradvokattitlen bruges i forbindelse med advokatundersøgelser for ikke-statslige klienter.

Det har fået Moderniseringsstyrelsen til at løfte pegefingeren over for advokatfirmaet.

Politisk konsulent hos Dansk Erhverv, Daniel Møller Jensen, peger på en konkret sag, hvor Kammeradvokaten sidste år udarbejdede en undersøgelse af nogle personalesager for en afdeling i Aarhus Kommune. Her optrådte titlen "Kammeradvokaten" på undersøgelsens forside og sidste side over de ansvalige partneres underskrifter.

Kammeradvokaten har efterfølgende givet udtryk for, at man fremover vil "bestræbe sig på" at undgå at anføre begge titler på forsider og underskriftssider for at minimere risikoen for misforståelser, fremgår det af brevet.

Advokatselskabet bruger altid brevpapir fra Poul Schmith i forbindelse med ikke-statslige aftaler med for eksempel kommuner, siger Tomas Ilsøe Andersen.

"Vi sondrer selv mellem statslige kunder (hvor vi bruger kammeradvokatnavnet) hhv. private kunder (hvor vi bruger Poul Schmith-navnet), da vi er enige med Moderniseringsstyrelsen i, at kammeradvokatnavnet skal forbeholdes de statslige kunder."

"Det vil også være linjen fremover," lyder det fra Tomas Ilsøe Andersen i en mail.

Kammeradvokatens særstilling møder atter kritik: "Ordning bør skrottes hurtigst muligt"

Dansk Erhverv vil gøre op med Kammeradvokatens særstilling i nyt forslag

Partner forlader Kammeradvokaten efter 25 år: "Nu skal der ske noget nyt i mit liv" 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier